»You can’t judge a book by looking at its cover«, sang Bo Diddley. Han kunne også have sunget om et pladeomslag. Det var til at forstå, hvad han mente. Navnlig dengang, i 1962, hvor kunsten at indpakke en lp endnu ikke var blevet – en kunst. Siden udviklede omslagene sig til at være anprisende, forførende, grænsende til det vildledende, men også i stadig højere grad i sync med den musik, de skjulte. Her i dette lukkede rum må jeg tilstå, at jeg har købt plader alene på grund af coveret.
Af grunde, som jeg vil lade andre om at bedømme, var der tale om plader, der viste de mest fotogene sider af sangerinden. Den mekanisme får jeg stikord til i bogen ’Pladecovers – vinylens revival’, som samtidig er det (farve)rigt illustrerede katalog til den inspirerende og historiefortællende udstilling om pladeomslagets udvikling, som vises på Design Museum Danmark frem til marts næste år. LÆS OGSÅUdstilling hylder LP-coveret gennem syv årtier I bogen får jeg at vide, hvorfor jeg lagde 44,50 på disken i Fona i 1972 og fik Chi Coltranes debut-lp retur. Uden at høre den først.
