Et drama i besættelsens drama er brunkulseventyret ved Herning. De kulagtige fossiler i undergrunden var kendt, men først med Anden Verdenskrigs mangelsituation blev det rentabelt at hente dem op. For ikke at sige nødvendigt, hvis det besatte Danmark ikke skulle krepere af kulde. Snart trak ’det brune guld’ entreprenører, 4.000 arbejdere plus eventyrere til feltet, der allerede dengang fik navnet ’Jydsk Klondike’. Det er titlen på en reportageroman af Herning-journalisterne Anton Duedahl Madsen og Eivind Sulkiær fra 1943. Inden da havde forfatteren Mogens Klitgaard indlagt miljøet i den fine novelle ’Brunkul’ (1941). Siden har lokale behandlet temaet journalistisk og etnologisk. Brunkulseventyret fortsatte op i 50’erne, og det gik så hårdt til med ulykker og slagsmål, at området fra 1947 fik fast Falck-ambulance. En mindelund har 57 mindesten over omkomne arbejdere, og det arrede månelandskab står stadig tilbage – livsfarligt på grund af mergelgrave og jordskred. Endnu har vi ikke fået den store bog om tabernaklet, men arkitekt og forfatter Knud Simonsen formidler det effektivt i denne roman. Den bygger på grundig research og interview med overlevende veteraner og familie. Et par optræder under eget navn, men de fleste har fået fiktive navne – med god grund, for miljøet tiltrak ikke Vorherres blideste børn. Øltønden og Hugormen Handlingen foregår omkring guldgraveriets epicenter: flækken Søby og lederfigur er den 22-årige Martin Rask Jensen, en af de mange, der hellere vil slide i bidende vestenvind på barsk, men fed akkord frem for som underbetalt gårdskarl i grisefims. Og frem for at arbejde i Tyskland eller bygge betonbunkere på Vestkysten.
Mange af de tililende konjunkturryttere går ned på grund af kapitalmangel, hvis de ikke drukner i mudder og sandskred. Andre scorer en indtægt på 50 gange en normal arbejdsmands.
