Født til løb' er en underholdende, velskrevet og veloversat bog. Den handler om forfatterens forsøg på at udvikle en teknik til at vinde det berygtede 80-km-løb gennem Kobberkløften i Mexico, selvom han er i fyrrerne og lider af sportssmerter i fødderne.
Marathon hver dag Hans idé er at lære en stamme i Sierra Madre-bjergene kaldet tarahumaraerne at kende. De kan løbe 100 km ud i ét stræk, vinde over enhver anden løber i verden og uden at få ondt i fødderne. Om dem skriver forfatteren: »I tarahumaraernes rige var der hverken krig, tyveri eller kriminalitet. Der fandtes ikke korruption, fedme, stofmisbrug, grådighed, hustruvold, børnemishandling, hjertesygdomme, forhøjet blodtryk eller kulstofudledninger. De fik ikke diabetes, blev ikke deprimerede, ja faktisk heller ikke gamle ... Der var så godt som ingen kræfttilfælde« (s. 21-22). LÆS OGSÅNy bog beskriver ekstremløbets reptilhjerne Til gengæld spiser de næsten ikke protein og er berusede i hjemmebrygget øl meget af tiden; de går direkte fra nattens svir til langdistanceløbet. De arbejder ikke nævneværdigt og har en primitiv bytteøkonomi. De har en energidrik, der svarer til alle den moderne videnskabs idealer om effektiv ernæring. Har man hørt den vise før? Spørgsmålet bliver da: Var det et rent tilfælde, at det mest afklarede og harmoniske folk også var de mest fantastiske løbere i verden? Kæmpehit
Det må ikke ignoreres, at denne bog har ligget flere måneder på New York Times' bestsellerliste. Men hvorfor? Det er jo 'holistiske' toner fra 1960'erne, der dukker op her, utopier om balancen mellem en harmonisk social orden og et harmonisk forhold mellem krop og sjæl; og de nyere idealer om intim og respektfuld sameksistens med naturen er naturligvis også med. Men bogen handler ikke om filosofisk besindelse, den handler om fødder. Kan den da løfte lidt af gåden om, hvorfor unge og halvgamle ledere pådrager sig varige skader, permanente smerter og undertiden døden ved flere gange om ugen at løbe meget lange distancer? Hvad er fornuften i denne kamuflerede anoreksi? Spørgsmålet bag det svar, som løbet 'er', må vel være 'hvem er jeg?'. LÆS OGSÅMartin Hall genbesøger sin ungdoms postpunk At overvinde sig selv konfronterer os i det mindste med 'noget', når nu dette selv smutter mellem fingrene på os eller flakker som en skygge i det indre rums huler. Men det, som vi får fat på af os selv gennem løbet, må jo være kroppen, eller viden om måden at være i den på. Uden tvivl skaber evnen til at absorberes i fysisk aktivitet følelsen af at være en krop og ikke kun have en; og givetvis har fysisk aktivitet i sport og leg en positiv indvirkning på sindet. Alt dette hører vi jo daglig. Sikkert er barfodet løb også noget 'oprindeligt', og den direkte kontakt med Moder Jord gennem fodsålerne noget særligt.
Fra fødderne til hjertet Hvis nu McDougall - der for en sikkerheds skyld er uddannet på Harvard - ikke bare vil lure tarahumaraerne kunsten af for at ophæve al personlig oplevelse af anstrengelse, smerte og kamp med og mod sig selv, så handler frisættelsen af fødderne vel om at flytte kampen derop, hvor den rettelig hører hjemme, i hjertet. Hjertet er modets sæde, og når ledere hævder, at de bliver modigere, mere beslutningskraftige, får større selvtillid af en ironman, så må man tage det til indtægt. Men hvor langt kan analogien drives? Den mellem sejren over sin fysiske modstand, smerten og trætheden og den mellem den etisk-moralske sejr over sig selv? LÆS OGSÅDrøm eller mareridt? Veltillavede bøger kaster nøgternt lys over husmoderen Gør evnen til at fortrænge sin egen smerte én bedre til at forstå andres. Bliver tanken klarere og beslutningerne klogere af et maraton på cv'et? Med sine tarahumaraer hævder McDougall tilsyneladende, at man også bliver et bedre menneske af at kunne løbe meget langt uden at få ondt i fødderne. Jeg tillader mig at tvivle.