I USA kan man forære sin kone en helkrops CT-scanning i fødselsdagsgave for lige at være sikker på, at alt er, som det skal være. Også i Danmark har en altomfattende bekymring tag i os. »Jeg er bekymret«, siger moderen, politikeren, forskeren og erhvervsmanden. Aldrig før har vi levet så beskyttede liv - alt imens bekymringsmotoren får endnu et gear opad. Termostat Bekymring kan være konstruktiv. Uden bekymring ville vi let blive tankeløse og ligeglade. Bekymring er en slags termostat eller alarm, som kan føre til handling og engagement. Når vi er bekymrede, fokuserer vi på mulige fremtidige farer. Det giver forudseenhed og agtpågivenhed - hvad enten bekymringens genstand er vores børn, vores helbred, klimaforandringer, masseødelæggelsesvåben eller uløste storkonflikter. Strøm af selvhjælpsbøger Men bekymring kan også gå i selvsving og blive en plage. Vi taler om 'bekymringsindustrien' og 'risikosamfundet', og snakken synes især at være en epidemi i de lande, hvor befolkningen er allermest tryg og beskyttet. Lægernes konsultationer er fyldt med bekymrede danskere, der intet fejler. Forældre er bekymrede over risikoen for, at madordninger bliver fjernet i daginstitutioner. Og politikerne er bekymrede næsten pr. rutine. En strøm af selvhjælpsbøger leverer gode råd til de bekymrede, når fremtidsangsten er blevet uudholdelig. I USA har erhvervskvinden Bonnie S. Burns oprettet en hjemmeside for bekymringsklubben, theworryclub. com. Her betegner hun sig selv som en kvinde med succes og en dejlig familie. Prinsessen på ærten-syndrom Alligevel ødelagde hun næsten sit liv med bekymringer, indtil hun erkendte, at hun ikke kunne kontrollere alting. »Jeg var bekymret over, at jeg måske ikke havde husket at lukke garagedøren. Jeg turde ikke lade vaskemaskinen køre, når jeg ikke var hjemme, for den kunne jo gå i stykker. Jeg var bekymret, når jeg sad i et fly, for måske var sikkerhedsbæltet ikke i orden«, fortæller Bonnie S. Burns. »Aldrig før har vi været så bekymrede over, hvad der kan ramme og true os«, skriver overlæge Ole J. Hartling, formand for Etisk Råd, i antologien 'Bekymringen rundt'. »Er det forkælelse. Eller er der tale om prinsessen på ærten-syndromet, som går ud på, at den, der har mindre og mindre at bekymre sig om, bekymrer sig mere og mere om dette lidet?«. Det perspektiv optager journalisten Steffen Jensen. Han er som korrespondent for TV 2 i Mellemøsten vant til at leve midt i ødelæggelse og død. Han er med god grund nervøs, når han fra hjemmet i Jerusalem sender sine børn i skole. Hele tiden på vagt Men mødet med krig og lemlæstelse har også givet livet en ny betydning. En sommerfugl, en solnedgang, lyden af legende børn - har fået en ny prioritet. Bagateller gider han ikke længere bruge tid på. Men han bæver naturligvis stadig af frygt, når datteren skal på udflugt med skolen. Bekymring er en almenmenneskelig følelse, en slags gradbøjning af angst, påpeger psykiateren Jørgen Due Madsen. Den er en mavefølelse uden ord, og følelsen er knyttet til omsorg og intuition. De gule og røde lamper blinker faretruende på termostaten. Det kan sætte os i stand til at handle konstruktivt og kreativt, hvis mulige farer i fremtiden skal afværges eller begrænses. Men alarmfunktionen kan komme i uorden, så den reagerer for hyppigt, for stærkt eller på forkerte signaler. Hvis det sker, vil mennesket hele tiden være på vagt. Så vil bekymringen være blevet til en daglig smerte, der kan forpeste tilværelsen. Humor som medicin Hyppig kritik fra forældrene, overbeskyttelse og høje forventninger er en giftig cocktail, der kan skabe kronisk angst og bekymring i voksenalderen. Jørgen Due Madsen nævner et eksempel, vi alle kender: Klassens dygtige elev er frygtelig nervøs til eksamen og siger i ramme alvor, at hun forventer en bundkarakter. Hvorefter hun kommer ud med en karakter i toppen af skalaen. Her er bekymringen blevet til en slags automatisk tankeproces. Bobby McFerrin skrev i 1988 megahittet 'Don't Worry, Be Happy'. Det er en enkel opfordring, som sjældent hjælper det menneske, der er fanget i bekymringernes spiral. Jørgen Due Madsen foreslår, at man prøver at undgå at tænke på en grøn agurk. Det forsøg vil uvægerligt fremkalde en grøn agurk på den indre skærm. I stedet anbefaler han, at man prøver at spore sig ind på en mere barmhjertig holdning til sig selv. Det gælder om at acceptere, at bekymringer er en del af livet. Man kan forsøge at prioritere gode oplevelser og ny inspiration. Humor er også en god medicin. Bekymring får iltmangel i dens nærvær. »Modgiften til angst og bekymring er ikke yderligere kontrolforanstaltninger og yderligere sikring. Det modsatte af bekymring er måske ikke ro, men tro. Eller måske handler det allermest om mod! Mod til at leve det sårbare menneskeliv, sådan som det er - lige nu«, skriver Jørgen Due Madsen. Lammet af bekymring Den bekymrede mor er næsten en arketype. Bente Sorgenfrey, der er pædagog og formand for FTF, en hovedorganisation for offentlige og private ansatte, skriver i sit bidrag, at hun har et lyst og optimistisk sind. Men hun har også børn og benægter ikke, at også hun har ligget vågen om natten af bekymringer. En følelse, hun betegner som »en lille klistret og indeklemt sag«. »En mor kan være så bekymret, at det går ud over hendes egen livskvalitet og nærmer sig depression. Hun kan være så bekymret, at hun omklamrer og dominerer sine omgivelser med kontrol og begrænsninger. Ikke mindst i forhold til de mindre børn, som hun kan overføre sin bekymring til, så de har større udsigt til at blive forsigtige og nervøse end til at blive stærke, stolte og robuste«, påpeger Bente Sorgenfrey. Hun er heller ikke blind for, at der kan være en flig af martyrium og selvovervurdering i en mors bekymring. Hvis ikke mor havde styr på knægtens gøren og laden, var han sikkert for længst blevet kørt over ... Det kan give magt at påføre andre dårlig samvittighed. Men det er et tarveligt trick at bruge. Bente Sorgenfrey er et politisk menneske. Og det er ikke undgået hendes opmærksomhed, at umådeligt mange kommunalpolitikere, folketingspolitikere og regeringsmedlemmer er meget bekymrede over rigtigt meget. »Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om den evindeligt bekymrede mor og den rutinemæssigt bekymrede politiker har nogle fælles træk. Den politiske bekymring kan - som den moderlige - være altomfattende. Intet er for stort og intet for småt at bekymre sig om. Men bekymring kan være paralyserende. Når man ikke rigtigt kan gøre noget, kan man da i hvert fald være urolig for, hvordan det dog skal gå alt sammen«. Mediernes rolle Ingen politikere uden medier. Og netop mediernes rolle i spredningen af bekymringens virus optager sociologen Peter Gundelach. Hver gang fjernsynet behandler et generelt emne, forsøger man at finde en enkelt person, som seerne kan identificere sig med. Derved bliver generelle problemer til personlige problemer, som tolkes ind i en ramme af bekymring for forandringer, utryghed eller angst. »Der kortsluttes fra et billede af en hjælper, som forsømmer en beboer på et plejehjem, til at hele plejehjemssektoren er i vanskeligheder. På den måde kommer folk til at opfatte mange samfundsmæssige forhold som bekymringer, til trods for at en overordnet analyse viser, at der næppe er tale om et socialt problem«, fastslår Peter Gundelach. Intet er så anstrengende som raske mennesker, der er bekymrede for deres helbred. Men sundhedsoplysning, screeninger og fokus på alverdens risici har bragt en diffus bekymring for eget helbred ind i mange menneskers liv. En kvinde mener at være genetisk disponeret for brystkræft. Bør hun så ikke få fjernet brysterne som en præventiv foranstaltning? Eller hvad med lille Pouls forældre, der ved etårsundersøgelsen fortæller lægen, at der er blodpropper på mændenes side i familien. De er bekymrede og vil gerne vide, hvad de skal passe på med i drengens opvækst. Det sidste eksempel stammer fra journalisten og antropologen Ina Kjøgx Pedersen, der i foråret 2003 fik lov til at sidde med i hjørnet hos en række praktiserende læger. Det blev til en artikelserie i Weekendavisen, som danner grundlag for hendes indlæg i antologien. Dobbeltblik Hun peger på, at både medierne og sundhedsmyndighederne møder os med et dobbeltblik: »Man hælder på af advarsler og sørgeligheder og kritiserer borgerne for at overse alle røde blinklys. Og samtidig tager man afstand fra borgernes stigende trang til at bekymre sig«. Før i tiden var livet en vidunderlig gave fra Gud. I dag henhører livet som alt andet under den private ejendomsret, og det skal forsvares med næb og kløer. Engang forventede vi et liv efter døden. Nu er det livet selv, der skal give os tilfredshed og udødelighed. Vi forventer usårlighed over for plager og svækkelse, sygdom og lidelse. Ina Kjøgx Pedersen fortsætter: »Der er ikke noget forsyn, kroppen bliver derfor garantien for vores liv her i verden. Helbredet bliver alfa og omega, også på arbejdspladsen, hvor man for at være konkurrencedygtig må holde sig i form. Sundhed bliver enhver ansvarlig borgers opgave og pligt«. Hun citerer Rigshospitalets hospitalspræst, Christian Juul Busch: »Ord som vederfarelse er gledet helt ud af sproget. Man vederfares ikke en sygdom, den kommer som en uretfærdighed. Vi finder os ikke i, at der er noget, vi ikke kan bestemme over«. Teologen Niels Nymann Eriksen lader Søren Kierkegaard få det sidste ord. I årene 1847-49 udgav Søren Kierkegaard 13 taler om bekymring. Heri skriver han: »I morgen bliver jo i dag i morgen«, tænker den bekymrede, »det er netop for at sikre nuet i fremtiden, at jeg bekymrer mig. »Nej«, siger den som evigheden har gjort fri, »nutiden har ingen fremtid; den har kun dagen i dag«.