Det burde have været patetisk og håbløst. Et nationalrestaurativt, neokonservativt og pseudodannet projekt af værste skuffe, en fad lip-service over for de p.t. herskende magter: En dansk kanon over vor litteraturs greatest hits de seneste 1.200 år, et gyseligt ekko af den tidlige danske romantiks sværmeriske og næsten nationalistiske fryd ved Danernes hulde egenart, et slet skjult og indirekte bestillingsarbejde fra kulturministeren og kohorter. Men sådan er det ikke blevet, tværtimod, og gud ske tak og lov for det. Det hele og mere til Betyder det omvendt, at 'Hovedsporet', Gyldendals ny nationale litteraturhistorie nedpakket i ét binds 672 sider, er blodfattigt pæn og helt uden polemisk brod, litteraturpolitisk nerve eller nutidig relevans? På ingen måde: Den ligger tungt og nu - efter den bekostelige og tidskrævende kassering af hele første udgave, fordi billedkvaliteten ikke var god nok - skarpt veloplagt og krummer ryg inde mellem opportunismen og den pæne ligegyldighed. Og hvad er det, så vi får, derinde på den ganske gyldne midte? Det korte svar er: Det hele. Fra Vølvens spådom til Jan Sonnergaard, og stort set alt det, der ligger midt imellem: runeindskrifterne, sagaerne, kirketeksterne fra middelalderen, Saxos danmarkshistorie, folkeviserne, reformationssatiren, renæssancens hyrdedigtning, Kingos 'Siungekor', Holbergs komedier, Brorsons og Grundtvigs salmer, Ewalds og Baggesens digte og romaner, Schack Staffeldts sonetter, H.C. Andersens eventyr, Blichers noveller, Schacks fantasterier og Georg Brandes' forelæsninger, Gustav Wieds satyrspil og Pontoppidans og Johannes V.s romaner, Kiddes patos og Bønnelyckes danske futurisme, Schades surrealisme og PH's kulturradikalisme, Martin A. Hansens »metafysiske modernisme« og Per Højholts turbomodernisme, og så hele slutfeltet fra 1965-2000, op gennem Pablo Llambias, Hesselholdt og så Guldager med mange flere. Repræsentativ og righoldig Det er en kolossal mundfuld, og meget er selvsagt udeladt, og nogle skal nok pedantisk eller arrigt hidse sig op over småting eller kriterier i værkets runde kanonisering af disse frem for hine - men ifølge denne læser fremstår det inkluderede umiddelbart som en genuint repræsentativ og righoldig gengivelse af den danske litteraturs enorme raritetskabinet, på kryds og tværs af køn og stand; en gengivelse, der hverken skejer ud i 18 store binds detaljerigdom, eller enøjet skærer alt for store dele af det centrale væk for at kunne klemme sig ned i det ene binds sarte glassko. Værket er skrevet af seks gode litterater, Jens Anker Jørgensen, Johnny Kondrup, Peter Olivarius, Bjarne Sandstrøm, Svend Skriver, Marianne Stidsen og Knud Wentzel, altså en skønsom blanding af garvede og mere dugfriske kræfter, og selve værket falder følgerigtigt i seks store afsnit - hvor et af de mere bemærkelsesværdige træk er, at noter og litteraturliste fuldkommen er udeladt, dels for at kunne holde værket nede på det ene bind, dels vel også for ikke at tynge fremstillingen unødigt for alle de læsere, der sigtes imod; og det er mange, ikke alene lærere og studerende i faget, men også »den alment interesserede læser«, som det hedder. For mange referater Lykkes værket i så henseende, formidles der godt? Jeg synes det. Der er selvfølgelig variationer mellem de seks skribenter, trods det at man fornemmer redaktørernes dygtigt udglattende hånd; nogle er polemisk skarpere end andre, nogle lader humoren glimte lidt mere end andre (jeg holder især af Jens Anker Jørgensen i så henseende), og den sidste del er sågar skrevet som et essay af en art, men generelt gælder det, at stilen er sober og klar uden at være kedelig og nøjeregnende, den er levende og engageret uden at være kæk og friskfyragtig, den er præget af viden og lærdom uden at være indspundet i fagjargon og indforståethed. Det er godt klaret, og det er bestemt noget, der er lettere sagt end gjort - her lykkes det næsten overalt fint. Er der derfor grund til ukritisk hyldest og gjaldende hurraråb? Ikke alene. Jeg mener, at der for mange steder er indflettet referater af de behandlede værker; bevares, referater skal vel til, og de er overalt afhandlet kort og uden unødig omstændelighed, men når det som her gælder om at pakke et så enormt stofområde ned på blot 672 sider, mener jeg nok, at en del referater af handlingsgange med fordel kunne have været strøget. Angst for globalisering Mere substantielt gælder det, at værkets litteraturpolitiske afsæt og metodiske fremgangsmåde kalder på et par kommentarer. I forordets allerførste linjer hedder det, at fremstillingen af dansk litteratur er »koncentreret om det historisk repræsentative. Baggrunden er det pres, der i de senere år er blevet rettet mod den nationale tradition«, og lidt efter hedder det videre, at »den historiske identitet er under kraftig beskydning for tiden« - jovel, globaliseringen suser af sted med raske fjed, og dansk er på mange måder et lillebitte nationalsprog, der er klemt ude i verden, men det forekommer mig, at beskrivelsen og afsættet rummer en vel defensiv tone. Man kunne i stedet have valgt at gå kontra og være offensiv og sige: »Se! Se, hvor fascinerende og interessant alt dette er i sig selv og på egen hånd«. Selv om redaktørerne motiverer den defensive holdning med, at globaliseringens pres har »skærpet synspunktet på det litterære materiales relevans«, efterlader hele grebet en med indtrykket af, at den store farlige globaliseringsulv ligger på lur efter lille nette Rødhættedanmark, og det er måske en noget for passiviserende og reaktiv beskrivelse af det reelle forhold mellem dansk og omliggende kultur? Velkendte faldgruber Dertil kommer, at skribenterne - trods indlysende god evne til metodisk selvrefleksion og viden om den begrebslige udvikling inden for litteraturhistoriografien de seneste 10-20 år - alligevel falder i nogle af de ældre litteraturhistoriers velkendte faldgruber. Det gælder især kritiske termer som 'perioder', 'strømninger' og 'genrer' - der kommer alt for let noget mekanisk og næsten naivt over beskrivelsen af disse størrelser, f.eks. i indledningen til renæssanceafsnittet, hvor der står: »Det betød, at man i Danmark modtog en sen renæssanceimpuls på et tidspunkt, hvor den i udlandet blev overhalet af barokken«, og hvor begge fænomener (renæssance og barok) uden panderynken omtales som »strømninger« under ét. Man ser for sig et urværk af tandhjul eller klart markerede floder og bifloder, der er identiske med sig selv ... 'Kvalificeret hovedvej' Men som vi længe har vidst, er det i bedste fald problematisk at operere med fuldkommen klart adskilte epoker, ligesom uhyre brogede størrelser som 'barokken' næppe lader sig behandle som en simpel kategori i stil med f.eks. 'tandbørster'. Det ved skribenterne naturligvis godt, og det er indlysende, at de af hensyn til værkets omfang og publikum har måttet sætte parentes uden om den slags finurligheder, men spørgsmålet er, om det ikke havde været muligt og måske endnu mere givtigt at skrive en helt anden slags litteraturhistorie, opdelt på helt andre måder og med brug af andre kritiske begreber, i stil med f.eks. Dennis Holliers 'A New History of French Literature', der kom på Princetons forlag i USA for 16 år siden? Zoomer vi ind på indledningen, står der, at værket er tænkt som »en kvalificeret hovedvej, som det er klart meningsfuldt at holde åben, et rimeligt pensum for den studerende, en overskuelig fortælling for den almindeligt interesserede læser«. For så vidt er hensigten fornemt og overbevisende indfriet. Men det er i nogen grad sket på bekostning af mulige, alternative måder at udføre sådan et projekt på, måder, der måske i højere grad peger fremad, og som på en mere mobil og offensiv manér kunne have taget hånd om forholdet mellem globalisering, europæisering og nationalkultur. Autoritativ og sprudlende Nu stopper legen! For på trods af alle disse og andre indvendinger, man kan rejse mod værket, er der ingen alvorlig grund til mismod eller ærgrelse, tværtimod: 'Hovedsporet' er et veloplagt og fremragende værk, et særdeles velskrevet og meget vidende kompendium, der inviterer os alle til at tage på en nysgerrig skovtur ned langs sin righoldige og brogede rute, og det er tilmed et nyttigt og - tror jeg - effektivt redskab til en national (men på ingen måde nationalistisk) identitetsdannelse. I tilgift er billedsiden vild, ukonventionel og ofte tankeprovokerende, Tøjner har 51 gange i træk valgt godt ud. Litteraturen er et enestående redskab til at bese andre tiders sæder og skikke og tankegange, men også stedet for en stadig, kontinuerlig nedskrivning og omskrivning af, hvad det vil sige at være menneske, og menneske i denne verden, og - som her - at være menneske i den del af verden, der nu i et stykke tid har heddet Danmark, og som sandsynligvis lidt tid endnu vil bære det navn. 'Hovedsporet' bærer på samme tid vidnesbyrd om denne evne, ligesom der i værket insisteres på begavet at aktualisere og drage paralleller til nutidens politiske og kulturelle landskab. Hvad vi har fået her, er måske ikke den eneste og autoriserede kongevej, men det er så sandelig en autoritativ og sprudlende hovedvej. Tak!