Pæonerne blomstrede på gården Näs. Det var i juni 1997. Astrid Lindgren besøgte sin fædrene gård i Vimmerby.
Sammen med fotografen Torbjörn Andersson var jeg der for at indsamle materiale til en reportage om Astrid Lindgrens barndomsland, som skulle bringes i avisen Expressen i forbindelse med hendes 90-års dag samme efterår.
Astrid lod sig mere eller mindre villigt fotografere på verandaen: »Jeg kan stå, ligge, gå ...«.
Næste dag fortsatte vi med at tage billeder. Nu syntes Astrid måske, at det var på tide at markere, at selv en nationaldigter har ret til et frirum. Hun gav Torbjörn et kram. Så lavede hun en Luis Suárez. Hun bed ham i det ene øre og sagde, at næste gang ville hun også bide ham i det andet.
En kompleks forfatter
Billedet af Astrid Lindgren som en blid historiefortæller har altid været forkert. Hun var en kompleks forfatter, som ikke blot havde et varmt smil, men også skarpe tænder. Dette spil mellem lys og mørke, latter og smerte, som gør hendes historier til stor litteratur, prægede også hendes eget liv.
Det forstod man om ikke andet gennem Margareta Strömstedts biografi ’Astrid Lindgren. En levnedsbeskrivelse’. Den udkom i 1977 og kom senere i en omarbejdet og udvidet version godt 20 år senere, i 1999.
Margareta Strömstedt, der selv er forfatter og gift med Expressens legendariske chefredaktør Bo Strömstedt, var i mange år en af Astrid Lindgrens nærmeste fortrolige. Indtil nu har hendes biografi om veninden været den autoriserede urkilde til det meste, som er blevet skrevet og sagt om Sveriges uden konkurrence mest elskede forfatter.
I Astrid Lindgrens inderste»I mange år undgik Astrid Lindgren at fortælle om skyggerne i sit liv. Først i de seneste 20 år har hun i interviews – blandt andet i forbindelse med denne biografi – lukket op for de dybe følelser af tab, sorg og melankoli, som udgør klangbunden i hendes egen personlighed og også i alle hendes historier«, står der i den senere udgave af hendes levnedsbeskrivelse.
Nyt materiale fremlægges
Den Astrid Lindgren-biografi, som Jens Andersen udgiver i dag, bekræfter, uddyber og konkretiserer billedet af kvinden, som med Strömstedts formulering lader sorgen »gå som en vind hen over siderne« i bøger som ’Mio, min Mio’ og ’Brødrene Løvehjerte’.
Det er en uophørligt fascinerende og gribende bog, som Andersen har skrevet. Også den, som tror at vide det meste om Astrid Lindgren, vil blive overrasket, overvældet, varm og rørt.
600 breve afslører ukendt mørk side af LindgrenJens Andersen har fået adgang til et omfattende og – så vidt jeg har forstået – ikke tidligere offentliggjort materiale, som han bruger på en måde, der præges af respekt, men også af en nøgtern distance, som jeg tror, det ville have været sværere for en svensker at fastholde.
Hans biografi fremstår nu som den selvfølgelige pendant til Margareta Strömstedts levnedsbeskrivelse. Og som den smarte og erfarne biograf, han er, har Andersen valgt andre indfaldsvinkler og er gået andre veje end sin forgænger.
En ung byamazone
Strömstedt, der selv er vokset op i Småland, lægger i sin beskrivelse tyngdepunktet på netop det smålandske hos Astrid Lindgren: barndommens land, bulderbylegene, kærligheden mellem Astrids forældre, Hanna i Hult og Samuel August i Sevedstorp.
Jens Andersen interesserer sig meget lidt for dette kapitel i levnedsbeskrivelsen. Hans historie begynder med den unge kvinde Astrid, journalisteleven på Vimmerby Tidning. Og hun er mere en vierge moderne, en ung byamazone, end en jordbunden bondedatter.
I begyndelsen gør denne rolleforskydning mig en smule forvirret, ja, irriteret. Det er jo helt åbenlyst for alle, som har læst Astrid Lindgren, at hendes verdensbillede blev formet af opvæksten på landet. Med sin usentimentale, men dybe kærlighed til dyr og naturen forbliver hun livet igennem netop en bondedatter.
Men efterhånden indser jeg, hvor klogt Jens Andersen har ræsonneret. Hvorfor sige det, som allerede er sagt, vise det, som allerede er kendt? Andersen fremhæver i stedet det moderne storbymenneske Astrid Lindgren. ’
Lasse bliver født
Bogens fantastisk fine billedmateriale, som for en stor del består af privatfotografier, lader os se, hvordan hun så ud: en ung slank kvinde i spadseredragt og hat, som taget ud af en film med Greta Garbo eller Ingrid Bergman.
Og mens Strömstedt lader Näs være solen i Lindgrens univers, gør Jens Andersen en patriciervilla i København til dets måne. Der, på Håbets Allé 36, overlader den 19-årige Astrid sin nyfødte søn, Lasse, til plejemoderen, Marie Stevens.
Lasse er født uden for ægteskab. Hans far er den 50-årige ejer af Vimmerby Tidning, Reinhold Blomberg. Han vil gifte sig med Astrid. Hun vil ikke giftes med ham.
Barnet bliver født i hemmelighed og gemmes bort i København.
Det er velbegrundet, at Jens Andersen bruger så meget plads på Lasses fødsel og Håbets Allé 36. Her findes en dynamo, som genererer energi hele vejen igennem forfatterskabet.
Plejefamilien er kærlig. Astrid besøger jævnligt sin søn og henter ham efter 3 år hjem til sig. Men adskillelsen skaber alligevel et traume, som gang på gang kommer litterært til udtryk.
Altid disse forsømte, ensomme, triste drenge: Lillebror, Bo Vilhelm Olsson, Pelle på Krageøen, Tvebak. Og altid disse stærke, bralrende, men også omsorgsfulde piger: Pippi Langstrømpe, Madicken, Kitte Kry, Trunte, Ronja Røverdatter.
Hele nationens mormor
Det er et mønster, som kan føres tilbage til lille Lasse og hans unge, kæmpende mor. Man genkender det også, når Jens Andersen fortæller om Astrids mand, Sture Lindgren. Her lader han skildringen være brutal, men også motiveret åbenhjertig.
Ægteskabet var lykkeligt, familielivet varmt. Men Stures alkoholproblem fordunklede tilværelsen på Dalagatan, og i juni 1952 døde han på Sabbatsbergs Sygehus af en alkoholrelateret sygdom. De dagbogsnotater, som Astrid skrev, da hun var kommet hjem fra mandens dødsleje, skærer én i hjertet:
Seks hjerter: Astrid Lindgrens breve til 12-årige Sara er smukke og bevægende»Det er et sødt menneske, som er gået bort denne juniaften. Han var et barn for mig, som jeg elskede højt. Jeg har altid holdt ham i hånden, men der, hvor han nu går hen, kan jeg ikke følge med og holde hans hånd, Gud, hjælp ham at finde vej alligevel! Jeg ville så gerne holde ham i hånden altid!«.
Sture var 53 år, da han døde, Astrid blot 45. Hun giftede sig aldrig igen. I stedet levede hun et 50 år langt, intensivt arbejdsliv, som stadig mere feteret forfatter, som dygtig forlægger på Rabén & Sjögren og efterhånden også som vægtig svensk samfundsdebattør, hele nationens strenge, men elskede mormor.
Dagbogsnotatet
Alt dette fortæller Jens Andersen detaljerigt og medrivende om. Men frem for alt får han os til fuldt ud at forstå, at også en Astrid Lindgren kunne være et plaget menneske.
Det, som gør det dybeste indtryk på mig i bogen, er et lakonisk dagbogsnotat skrevet med blyant på en balkonbænk ved Astrid Lindgrens sommerbolig i Stockholms skærgård i august 1969:
»Hedebølge hele sommeren. Vanvittigt tørt. En fortvivlelsens sommer. Lasse dybt deprimeret, syg, uden job. Far døde 28. juli. Lige forinden betrådte de første mennesker Månen. Har skrevet Pippi-sange. Er i gang med Karlsson«.
Denne sommer, et liv.
Per Svensson er forfatter, seniorskribent og litteraturkritiker ved Sydsvenskan
Oversættelse: Mette Skodborg
fortsæt med at læse
