En decemberdag i 1990 blev litteraten og journalisten Jens Andersen fortryllet.
I forvejen var han fascineret af Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og Tvebak fra ’Brødrene Løvehjerte’, som han selv havde læst og senere læst op for sine egne børn. Men nu stod han så der på Dalagatan i Stockholm og ringede på hos forfatteren, som han gennem næsten et år havde plaget om et interview.
»Det var totalt magisk, for det var den verdensberømte, 83-årige forfatter, der selv stod i døren og tog imod. Hun hørte dårligt, og hendes syn var nedsat, men hun var nærværende. Hun lavede kaffe og hentede småkagerne frem fra øverste hylde, og hun lyttede til præcis de samme spørgsmål, hun havde fået de seneste 50 år. Og hun svarede, som om man ikke var nummer 1.001 i rækken af interviewere, men som om man kun var nummer 2«, siger Jens Andersen.
Lige siden sit møde med Astrid Lindgren har det ligget i hans baghoved, at han på et tidspunkt gerne ville skrive noget længere og mere dybtgående om den berømte svensker, for i sit interview nåede han ikke tættere på hende end alle forgængerne. Nu er tidspunktet dog kommet for en større udforskning af forfatteren og mennesket Astrid Lingren.
