Der er en betænkelig dunst af spekulation i luften, når den norske biografi ’Jens Stoltenberg – mannen og makten’ nu udkommer på dansk under ovenstående svulstige titel. For det er næppe hverken Jens Stoltenbergs private opvækst i en diplomatfamilie og politiske opvækst i den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF eller de politiske forviklinger i norsk indenrigspolitik og interne slagsmål i arbejderbevægelsen, der skal få bogen placeret under de danske juletræer. Det er derimod den ’folkehelt’, der voksede frem i dagene efter massakren på Utøya, der også fik mange danskere til at sukke efter en politiker med Stoltenbergs karakterfaste omsorg for sit land og ubøjelige forsvar for demokrati og åbenhed i mødet med vold og uret. Terrorhandlingen fandt imidlertid sted, mens bogen blev redigeret, og derfor handler kun godt 35 af de 352 sider direkte om Utøya og dens eftervirkninger. Men Utøya-afsnittet er dog en interessant historie om de kaotiske omstændigheder, Stoltenberg og hans medarbejdere måtte arbejde under, mens de forsøgte at få klarhed over katastrofens omfang. Vejen til magten I virkeligheden er det netop et portræt af manden og magten, og måske især om vejen til magten. Til trods for at forfatterens beundring for Stoltenberg skinner lidt for fuldtonet igennem biografien uden mange kritiske vinkler, er det også ganske interessant, selv om nogle af de mange detaljer i norsk indenrigspolitik vil gå hen over hovedet på de fleste. Det er fortællingen om Thorvald Stoltenbergs målrettede søn, der viser et enestående talent i familieforetagendet og bliver taget under vingerne af daværende statsminister Gro Harlem Brundtland, der deler hans midtsøgende aftapning af socialdemokratismen. Dagen efter sin 41-års fødselsdag bliver han Norges yngste statsminister, men snubler i de første trin på den store scene. Den ivrige samfundsingeniør får drejet på for mange håndtag i samfundets maskinrum på én gang, og hans svage mindretalsregering falder med et brag ved stortingsvalget året efter. Minder om noget, man kender fra Danmark Oppositionsperioden bliver dog brugt konstruktivt. Først køres den evige rival fra ungdomsårene, Thorbjørn Jagland, ud på et sidespor.
Bagefter støbes en rød-grøn alliance med venstrefløjspartiet SV og det midtsøgende Centerpartiet med henblik på at danne det norske Arbejderpartis første koalitionsregering. Den pragmatiske Stoltenberg må give køb på sine tanker og reformer og tager af politisk nødvendighed et stort venstresving. Det lyder bekendt, ikke? I en dansk kontekst er det måske netop samlingen af trepartiregeringen, som i sin konstruktion og indbyggede vanskeligheder minder forbløffende meget om S-R-SF-regeringen, der er mest interessant.
