Fra Kina, ved du nok, kommer det kejserligste porcelæn. I Jingdezhen brændte de det hvide guld i århundreder, længe før Europa fandt formlen. Venetianeren Marco Polo nåede kort før år 1300 frem til »en by ved navn Tinju«, hvor »de laver skåle af porcelæn, store og små, af umådelig skønhed«. Det var en gåde for den rejsende europæer, hvordan skønheden blev frembragt. Han så de tusindvis af ovne. Han så bjerge af lyst ler ligge i vind og vejr og mente, at det lå der i hundrede år, før det blev brugt. Men brugt hvordan? Marco Polo hjembragte de menneskeskabte og dog guddommelige genstande til Venedig, hvor porcelænet fik samme navn, som drengene råbte efter pigerne hen over kanalerne: porcellani, små grise. Ordet henviste til pigernes mest intime og mirakuløse legemsdel, og fra nu af betegnede det også Kinas mirakel. China, som porcelæn hedder på engelsk.
En keramikers sjælevandring til Kina er fuld af forunderlige farver
Lyt til artiklen
