Ivar Gjørup er tegneren bag Danmarks mest originale tegneserie, 'Egoland'. Men han er også en skriftklog mand, som man undertiden kan konstatere i Politikens spalter. Og noget af klogskaben har han samlet i en bog, 'Den sjette sans', med undertitlen 'Sprog, skrift og liv gennem tre årtusinder': Atten selvstændige essays om det at læse, at (af)læse verden og tilværelsen, at finde betydning i sproget i videste forstand. Gjørup regner med tre »skriftaldre«: Håndskrifternes, bogtrykkets og 'skærmskriftens og billedmediernes', som først lige er begyndt. Den første gav vidensudveksling mellem de få, den anden oplærte hele samfund, og den tredje tegner til at sætte aktiv betydningsdannelse højere end passiv modtagelse. Men skulle nogen tro, at bogen er en regelret fremadskridende redegørelse, så kender de Divus Madsens far dårligt. Gjørups tankegang er flyvsk, hans muse klikker sig veloplagt fra det ene link til det andet, og skønt den sjette sans plejer at være navnet på anelsens hemmelighedsfulde evne, nydefinerer han den som sansen for betydning. Der er nemlig mere betydning mellem himmel og jord, end filosofferne har - ikke drømt om, men forklaret. Gjørup er klassisk filolog og kender mere til de antikke filosoffer (og deres efterfølgere) end de fleste. Og når logiske skoleryttere siden Parmenides har belært os om, at sproget i virkeligheden ikke kan bruges til noget, at forandring er umulig og kommunikation uladsiggørlig, så svarer Gjørup med en lignelse: Sproget er som vore dages penge, løsrevet fra den solide Ding-an-sich-guldmøntfod, pengenes værdi beror på at de bruges. »Adfærden udgør guldbeholdningen«. Sproget er altså gangbar mønt. Udveksling er mulig - og højst forskelligartet i kraft af de udvekslingsmidler, medier, der står til rådighed. Så vidt skelettet. Bogens frodige kød er de sandt essayistiske museklik fra Gutenberg til Klods-Hans, fra Romerriget til Romunionen, fra Æneiden til et dameorkester i Sofija. Det ironiske essay 'Hvis Europa fandtes', om Jugoslaviens opløsning i stupiditet, eller klassikerlæsningerne i 'Fra stenalder til hjernealder' (sic!) er blandt de afsnit, der har virket frapperende og forfriskende på mig - andre steder truer tankernes metamorfoser med at blive de rene metafor-moser, der kun slubrende slipper læserens fod. Men morsom, stimulerende, belæst, begavet og berettiget, det er bogen.