Skal skolen opdrage, spørger vi med jævne mellemrum? Skal skolen undervise mere og måske bedre? Hvad med informationsteknologien? Og lærerne - lever de op til tidens krav? Skal skolelederen ikke være pædagog - men økonom? Læser børnene godt nok? Og imens vi diskuterer, drager hold efter hold af rejselystne lærere og skolefolk af sted til New Zealand for at få hjælp til svarene der. Bag mange af spørgsmålene gemmer sig en usikkerhed om skolens rolle i videnssamfundet: Hvordan opdaterer vi en skole, der i sin grundform ligner den vore bedsteforældre gik i? Noget kan vi lære af andre, eksempelvis New Zealand, simpelthen fordi de også er udsat for et kulturchok og prøver at takle det på deres måde. Der er vigtige forudsætninger, vi deler med andre i den vestlige verden, også på den anden side af jorden. Tag bare hele den kulturelle udfordring, der er knyttet til normskredet, tag de ændrede vilkår for børns opvækst, f.eks. i familien. Det giver ændrede dannelsesprocesser, og det giver dønninger langt ind i skolen: fagrækken, undervisningsformen, lærerens autoritet osv., osv. Så selvfølgelig kan vi lære noget andre steder fra. Men den danske skole har også sin egen kulturelle og nationale identitet. Den er en del af vores historie, som vi ikke uden videre kan opgive. Det er f.eks. traditionen tilbage til Grundtvig, det er moderniseringen af skolen i 1960erne med Den Blå Betænkning, det er diskussionen af dannelse og kompetence i 1990erne. Men hvordan forener vi disse strømninger? Hvordan holder vi fast i en national tradition og bevarer en åbenhed over for det nye? Man kan sige, at det nye i dag presser sig på med en sådan kraft, at det kun vanskeligt lader sig mane i jorden. Det gælder selve omdefineringen af, hvad viden er: Det er i dag tydeligvis ikke nok at fylde på og proppe ind i hovedet på eleverne. Viden er ikke identisk med 'lektier' og 'færdighed'. Viden er ikke statisk, men socialt forankret, formidlet, bearbejdet og omsat. Derfor kræves der noget andet af skolen, der i hvert fald omfatter at lære eleverne at tage stilling og selv skabe mening i alle informationerne. Globaliseringen, teknificeringen, videnseksplosion - kan skolen, som vi kender den, definere sig selv i forhold til denne udfordring? To bøger forsøger at give bud på hver sit hjørne af denne udfordring - og de gør det ganske godt og tankevækkende. Den ene drejer sig om skoleledelse, den anden om pædagogikken i det 21. århundrede. De er begge med internationalt udblik og begge rummer de masser af dokumentation og refleksion om skolen under forandring. Bogen om skoleledelse er redigeret af danskeren Lejf Moos og englænderen John MacBeath, og den fremlægger resultater og overvejelser fra et projekt, der havde deltagere fra England, Skotland, Australien og Danmark. Her får vi begreber om det 'interaktive lederskab', der bygger på et billede af lederen, som en der står i midten af skolen og skal formidle: løse konflikter, være visionær og troværdig. Der er såmænd ikke så stor forskel på forventningerne til lederen i den engelsksprogede verden og Danmark. Men hvordan skal skolelederen så være i fremtidens skole? Skal vi tro projektet her, er der ikke meget, der tyder på, at vi er på vej mod en skoleleder, der er økonom, ekspert i budgetstyring og har visionerne 'fedtet ind' i management-tænkning. I stedet tales der om 'forandringsledelse', hvor lederen hjælper læreren med at overskride de grænser, der ligger i klasseværelset. Skolelederen skal være synlig, kunne handle - og være karismatisk. Det er på mange måder en sympatisk bog, der ikke har sin styrke i pædagogisk 'teoretiseren', men i refleksioner over de undersøgelsesresultater, der fremlægges. Og så er det en bog, der selv har holdninger. Pædagogik i det 21. århundrede' er et imponerende overblik, præsteret af den svenske pædagogiske forsker Henry Egidius. Bogen udkom i Sverige i 1999 og er nu oversat til dansk. Bogen falder i tre dele. Første del drejer sig om nyere klassiske teorier, anden del om praktisk pædagogik og tredje del om perspektiverne i fremtiden. Det er en yderst velskrevet bog, der heller ikke lægger skjul på sin holdning. Teorierne er slet ikke den traditionelle samling af pædagogikkens koryfæer. Det er i stedet, hvad Egidius kalder 'banebryderne', og her har vi både filosoffer, psykologer, reformpædagoger og sprogforskere tæt op til vores egen tid. Det er klart et forsøg på at sige, at den moderne pædagogik bygger på en bredt opfattet socialvidenskab. Pædagogikken er en del af det sociale liv, også på teoriplanet. Den praktiske pædagogik, som Egidius opridser, drejer sig om læring, om kompetence, om undervisningsmønstre, om lærerroller og ikke mindst om elevdeltagelse. Der er ingen tvivl om budskabet: en skole, der skal ruste sig til videnssamfundet må have en langt mere fleksibel struktur, end skoler i almindelighed har i dag, og bygge på en opfattelse af læring, der går langt uden for det traditionelle katedermønster. Sådan er budskabet også i bogens sidste perspektivdel, her oprulles en solid vurdering af et fremtidigt samfund, hvor læring skal udvikle en dannelse, der »... består i at kunne håndtere information og udvikle egen viden...«. Det er læring baseret på IT, på sociale netværk og på selvstyrende processer. Egidius' bog er fornemt oversat af Peter Dürrfeld, den er velskrevet, letforståelig og giver det historiske og kulturelle overblik, der kan styrke refleksion og stillingtagen på alle niveauer. Derfor er der god hjælp at hente - for både studerende, lærere, skolebestyrelsesmedlemmer og skolepolitikere. Hjælp til både at formulere vigtige nye spørgsmål og selv give nogle forsøgsvise svar.