0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eliot taget på ordet

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Først en gåde. Hvilken forfatter har mon fået både en Nobelpris og en Grammy? Selvfølgelig T.S. Eliot, en af verdenslitteraturens berømteste og mest banebrydende digtere.

Ganske vist kom Grammyen posthumt for 'librettoen' til musicalen Cats. Og det er stadigvæk til debat om den ærværdige og noble poet i bowlerhat og skræddersyet tøj fra Saville Row, London, roterer i sin højkirkelige grav, når Andrew Lloyd Webbers smægtende musik forvandler hans 'Old Possum's Book of Practical Cats' til de sidste 20 års mest populære syngestykke.

Men ellers har Eliots litterære og menneskelige aktier været noget dalende på det sidste. Forfatteren som højt og tydeligt frabad sig enhver form for biografi i sit testamente, har igennem de sidste ti år fået blotlagt ikke så få mørke områder af sit liv.

Antydninger af et skjult homoerotisk forhold under studieopholdet i Paris i 1910erne. En bog, et teaterstykke og en film om Eliots noget tølperagtige forhold til kone nr. 1, Vivienne Haigh-Wood, som han midt i 1930erne fik indlagt på et asyl for sindslidende.

At det kristne dydsmønster i tyve år var dybt forelsket i en anden kvinde, som han så i dølgsmål og kommunikerede kærligt med igennem ikke så få af sine yderst komplicerede digte.

At den golde magtesløshed, det nølende, fremmedgjorte og kropsangste menneske inde bag hovedværket 'Ødemarken' reelt er et smerteligt selvportræt af en mand som ikke formår at forlade sin syge hustru for at realisere kærligheden med sit livs elskede.

At mange af hans litterære associationer, objektive korrelat, epigrafer og citater, ja hele hans intertekstuelle korrespondance i forfatterskabet med Dante og co. af nogle i dag ses mere som postmoderne overflade end som modernistisk dybde, er simulakra mere end symboler.

Og endelig og værre. I 1995 kom englænderen Anthony Julius' overbevisende og provokerende afdækning af Eliots fascistoide antisemitisme som en uadskillelig og integreret del af hans civilisationskritiske modernisme.

En antisemitisme som Eliot aldrig siden og senere åbenlys afsvor og beklagede. Og endelig har en række yngre amerikanske forskere erobret englænderen Eliot hjem til USA ved at pege på hans amerikanske arv fra barndomsbyen St. Louis's spraglede urbanitet med verdensudstilling og ragtimemusik omkring år 1900.


På den baggrund er det helt befriende at gå i gang med en gammel beundrers meget hjertevarme gennemgang af T.S. Eliots digte. 'Words alone', som udkom i slutningen af sidste år, er skrevet af Denis Donoghue, professor ved New York University og på mange måder en af Eliot-forskningens sidste grand old men, der mødte hans digte som ung student ved universitetet i Dublin i 1946.

Donoghue lægger sig tæt op ad Cleanth Brooks eksemplariske læsninger fra 1930erne, hvor Eliot både som modernist og traditionalist blev accentueret som sin generations ypperste digter.

Men Donoghue mixer sine nærlæsninger med Eliots modtagelse i tiden, især med vægt på personlige læsninger af ham som erklæret katolik lig Eliot selv. Donoghue fortsætter den nye retning med at opløse Eliots poesis fragmentariske lukkethed, gør den mere åben, peger på humoren og humanismen inde bag labyrinten på ord, ord og atter ord.

Donoghue har ikke indraget italieneren Franco Morettis, i mine øjne, meget spændende signalement af Eliot som modernist. Men lige som denne peger han på Eliots turbulente cut-up-teknik, hans montager, citater og noter på flere sprog som andet end effektfuld, overbelæst og halvnørdet blærerøvsbetændelse.

Der er mening i galskaben, bare man ikke dansklæreragtigt tror, at man kan tømme teksterne og arriverer i klasselokalet med en autoriseret fortolkning.

På en gang udkrystalliserer Donoghue Eliots overgang(e) til en konservativ kristen erkendelsesform i dialog med modernitetens kulturelle mangestemmighed. Samtidig med at han understreger Eliots egne personlige erfaringer som både gennemskuelige og dog alment generelle for læseren.

Forståeligt nok, men også lidt fornærmet mislæsende, langer han ondt ud efter Anthony Julius' og Harold Bloom's anklager om forfatterskabets antisemitisme. Alligevel kommer han uskadt i land med sit sympatiske forsvar for en forkætret forfatter.

Via sit personlige engagement får han os til at forstå Eliots overordnede sprogunivers, der trods alt gør ham til en af modernismens allerstørste poeter.

Donoghue skriver nu og da lidt uklart causerende og nostalgisk mumlende. Men hans bog er alt i alt en god guide til T.S. Eliots digtning. Nærmest en nænsom afdæmonisering af sfinxen Eliot.

Ja ifølge bogens forfatter med musik som bifag, kunne Eliot personligt godt have modtaget en Grammy uden at tage skade på sjælen inde bag det finkulturelle jakkesæt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce