I 'Hamlet' er der som bekendt et spøgelse, der blander sig i spillet; hvis bare dét spøgelse havde nøjedes med at være spøgelse, så havde vi slet ikke haft alt den ballade på Kronborg. Og noget tilsvarende kunne siges om kulturradikalismen, et spøgelse fra fortiden, som den dag i dag forsøger at gå igen i Danmarks rige: Hvorfor ikke bare nøjes med at være spøgelse? Med hvilken ret vil en bevægelse fra 1930erne (eller var det århundredskiftet?) blande sig i nutiden? Når man har læst dagens bog, 'Den kulturradikale udfordring', er spørgsmålet på ingen måde forstummet eller besvaret, det er snarere blevet fordoblet: Hvorfor i alverden vil man absolut sige noget til samtiden, når man stort set intet aktuelt har at sige? Bogen er udsprunget af en forelæsningsrække om kulturradikalismen, som i foråret 2000 blev afholdt på Københavns Universitet, arrangeret af Institut for Nordisk Filologi, Institut for Litteraturvidenskab og Georg Brandes Selskabet. Og skønt de fleste af teksterne faktisk er kvalificerede og gode at få forstand af, og på trods af at en enkelt forelæser, Drude Dahlerup, ud fra en kvindevinkel stiller sig forfriskende kritisk til bevægelsen i det hele taget, så må man alt i alt sig forbarme: Tænk, at det ikke er muligt for de sidste dages kulturradikale at lægge bare ét foredrag ind, som ikke er historisk og tilbageskuende; tænk, at man ikke har inviteret en eneste anti-kulturradikal havkat ind i hyttefadet (bortset fra en kirkens mand, Jan Lindhardt); og tænk, at man ikke har bedt en eneste (måske endda yngre!) forelæser om at besvare spørgsmålet: Hvad er den kulturradikale udfordring i dag?