0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Wallraff i smoking

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Stok, hvide handsker og hat. Billedet af den elegant-komisk klædte amerikanske forfatter Tom Wolfe er kendt fra forsiderne af alverdens litterære magasiner.

Sådan har det været i årtier, og læsningen af Wolfes nyeste tekster i 'På Krogen' har ikke gjort det store spørgsmål om skribenten Wolfe mindre relevant: Hvordan er Ridderen af Lorgnetten egentlig klædt, når han begiver sig ud i den virkelighed, hans tekster altid oser af?

Hvilken dresscode betjener den nu 68-årige bestsellerforfatter og journalistiske genreskaber sig af, når han eksempelvis er på research i de navnløse cambodianske bydannelser for immigranter, som i løbet af halvfemserne skød op omkring ringvejene i USA og blev omsat til litteratur i Wolfes roman 'En stor mand' fra 1999?

Man ser for sig en Günther Wallraff i smoking, men det passer naturligvis ikke. Wolfe, der insisterer på, at stor litteratur skabes med udgangspunkt i grundig journalistisk reportage, har nok bare jeans, gummisko og læderjakke på. Og en baseballkasket måske. Som der selvfølgelig står NY på.

Spørgsmålet om Wolfes (arbejds)tøj bliver ikke mindre relevant, efter at man har læst den centrale tekst i 'På krogen'.

Den hedder 'Mine tre dummepetere' og i den beskriver Wolfe sit 11 år lange, slidsomme arbejde på 'En stor mand' - »Jeg ville have hele verden ind i den bog«, samtidig med at han i et voldsomt angreb på forfatterne John Updike, Norman Mailer og John Irving formulerer sit forsvar for en skønlitteratur, der forlader Kunstens europæisk inspirerede elfenbenstårne og tør træde ud i den benzinstinkende amerikanske virkelighed, hvor piger fra trettenårs alderen sutter pik uden at kny, og selv en tyverialarmreparatør har råd til at tilbringe ferierne på Barbados - sammen med sin tredje kone.


Wolfe tager udgangspunkt i de tre forfatteres angreb på 'En stor mand', som de anklagede for at være underholdning, ikke litteratur.

Ætsende ondt, superarrogant ('En stor mand' er en af de mest solgte bøger i USA i nyere tid) stikker Wolfe fleuretten dybt ind i dér, hvor de tre 'dummepetere' er sårbarest: Deres bøger sælger ikke. Dem de udgav samtidig med 'En stor mand' »sank uden en boble«.

Wolfe ser trioens angreb som misundelse, men også som forblindelse , og her bliver han rigtig interessant. Hvor Updike med Wolfe som eksempel hævder, at nutidens læser har en »forgrovet« smag, og at 'En stor mand' er underholdning, ikke kunst, replicerer Wolfe, at romanforfattere som Updike og Irving ikke evner at skrive om den virkelige verden, så moderne læsere kan bruge det til noget.

I stedet er det filmens folk, der fortæller de historier, folk identificerer sig med, mener Wolfe. »Det er filminstruktørerne, ikke romanforfatterne, der er begejstrede over det maleriske karneval, som livet i Amerika er i øjeblikket«, skriver Wolfe, hvis grundlæggende holdning er, at forfattere, der vil læses, skal turde betjene sig af den form for gennemresearchet virkelighedsreportage, som han, Wolfe, er eksponent for.

I et af udfaldene mod Updike og co. skriver Wolfe om de forfattere, der ifølge det intellektuelle parnas laver stor kunst, men ikke er særlig tilgængelige:

»Det er, som om seriøse digtere bor i huler. Nogle kan man komme inden for et par hundrede meters afstand af med en offroader; resten af vejen går hånd over hånd op ad en nedhængende lian. Nogle kan slet ikke nås overhovedet; man kan kun beundre dem på stor afstand«.

Man er tilbøjelig til at give Wolfe ret, men mon ikke han bruger så megen energi på at svare sine 'dummepetere' igen, fordi han trods alt føler sig ramt?


'På krogen' indledes med en energisk tekst, der beskriver USA år 2000 som et pornografisk velstands- og opløsningssamfund, hvor folk gør, som de vil. »Fra deres trettende år lå amerikanske piger under for et pres om at opretholde en facade af seksuel erfaring og frigjorthed. Fellatio er ikke en seksualakt, men 'fjolleri'«.

Wolfe kan det der med at sætte sprog på en tidsånd, men hans journalistiske metode er sårbar: Terrorangrebet 11. september har med ét gjort mange af hans betragtninger om nutiden meget fortidige. Sagt mere barsk: De flotte formuleringer har afsløret sig som det, de er: sprog af den slags, som kommer og går.

Til sidst i tekstsamlingen kommer desserten: genoptrykket af Wolfes navnkundige beretning om det surrealistiske liv på magasinet The New Yorkers redaktion, som det udspillede sig da redaktør William Shawn var ved magten.

Teksten, samlingens bedste, hedder 'Små mumier: den sande historie om herskeren over de omvandrende dødes land på 43rd Street' og blev skrevet i 1965, da The New Yorker havde 40 års jubilæum.

Det onde portræt af den skælbefængte, nærmest autistiske Shawn vakte opstandelse, da den blev trykt i The New York Herald Tribunes søndagstillæg.

I 'På krogen', hvor Wolfe har forsynet den med både forord og efterord føjer den sig til det næsten koldkrigeriske angreb på USA's (venstre)intellektuelle, som altid har været en del af Wolfes repertoire.

De har ikke hyldet USA nok. De kan ikke få øje på alt det gode for bar europæisk inspireret kulturkritik. De aber efter europæerne etc.

Som polemiker er Wolfe uovertruffen. Som advokat for en virkelighedsorienteret litteratur er han en nødvendig stemme. Som fortolker af USA's rolle i verden er han brovtende, kuriøs og ensidig, som man bliver det, når man kun har lorgnetten for det ene øje.