Stok, hvide handsker og hat. Billedet af den elegant-komisk klædte amerikanske forfatter Tom Wolfe er kendt fra forsiderne af alverdens litterære magasiner. Sådan har det været i årtier, og læsningen af Wolfes nyeste tekster i 'På Krogen' har ikke gjort det store spørgsmål om skribenten Wolfe mindre relevant: Hvordan er Ridderen af Lorgnetten egentlig klædt, når han begiver sig ud i den virkelighed, hans tekster altid oser af? Hvilken dresscode betjener den nu 68-årige bestsellerforfatter og journalistiske genreskaber sig af, når han eksempelvis er på research i de navnløse cambodianske bydannelser for immigranter, som i løbet af halvfemserne skød op omkring ringvejene i USA og blev omsat til litteratur i Wolfes roman 'En stor mand' fra 1999? Man ser for sig en Günther Wallraff i smoking, men det passer naturligvis ikke. Wolfe, der insisterer på, at stor litteratur skabes med udgangspunkt i grundig journalistisk reportage, har nok bare jeans, gummisko og læderjakke på. Og en baseballkasket måske. Som der selvfølgelig står NY på. Spørgsmålet om Wolfes (arbejds)tøj bliver ikke mindre relevant, efter at man har læst den centrale tekst i 'På krogen'. Den hedder 'Mine tre dummepetere' og i den beskriver Wolfe sit 11 år lange, slidsomme arbejde på 'En stor mand' - »Jeg ville have hele verden ind i den bog«, samtidig med at han i et voldsomt angreb på forfatterne John Updike, Norman Mailer og John Irving formulerer sit forsvar for en skønlitteratur, der forlader Kunstens europæisk inspirerede elfenbenstårne og tør træde ud i den benzinstinkende amerikanske virkelighed, hvor piger fra trettenårs alderen sutter pik uden at kny, og selv en tyverialarmreparatør har råd til at tilbringe ferierne på Barbados - sammen med sin tredje kone.