Plys kan holde til meget, som grevinden sagde, idet hun med et taknemmeligt smil til staldknægten atter rejste sig fra chaiselongen og glattede skørterne ud. Men udsagnet gælder også, når vi skifter 'plyssofa' ud med 'plyssofi': Den livskundskab med mere eller mindre erkendelsesteoretiske sidegevinster, der kan udledes af værkerne 'Peter Plys' og 'Peter Plys og hans venner', som A. A. Milne udgav 1926 og -28. De filosofiske øvelser ved Plys-plinten, som Benjamin Hoff indledte med sine charmerende værker om 'Peter Plys og hans tao' og 'Den tapre Grisling', fortsætter litteraturhistorikeren John Tyerman Williams nu med et endnu skævere smil. At han er en skælm, forstod man allerede, da 'Peter Plys og filosofferne' udkom på dansk i 1996 med den oplysning, at manden vandt sin doktorgrad på en afhandling om »Præsters og kvinders sociale rolle i England i årene 1770 til 1880, genspejlet i deres holdninger som rævejægere«. Omstændelig og studentikos? Jo, unægtelig. Men også begavet på en nok så charmerende måde, når han demonstrerer Plys' anvendelse af Jungs typologi, Adlers teori om mindreværdskompleks, freudiansk tallære m.v. Eller når han, i det andet nye bind, finder Tarok-kortenes, Kabbalaens, Druidelærens, Alkymiens og Astrologiens hemmeligheder anvendt i fortællingen om Store Bjørn, som Milne forledte os til kun at tillægge »en meget lille forstand«.
Plyssofisterier
Lyt til artiklen
