0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bagholdsangreb

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er den gamle kritiker Hans Brix, vi skylder bonmotet om, at skal denne bog anmeldes, så skal det være til politiet.

Når det samme og i en helt anderledes bogstavelig forstand end Brix' gælder advokat Jytte Thorbeks bog, er det, fordi den bag en uskyldig titel - 'Strejftog og slagmarker' - indeholder direkte angreb på i flere tilfælde navngivne personer i den offentlige administration og ved domstolene for myndighedsmisbrug og sjusk.

Noget lignende har andre advokater som i sin tid Carl Madsen gjort med enten humor eller et klart politisk budskab. Det kunne man trække på smilebåndet eller skuldrene af. Systemet overlevede nok.

Jytte Thorbeks bog er anderledes. Karakteristisk for den halve snes sager, hun omtaler, er, at hun sammen med sin klient står alene over for en række myndigheder herunder domstolenes anderledes vurdering. Hendes referater af sagerne slutter i flere tilfælde med et krav om undersøgelse af myndighedsmisbrug og tillidsbrud.

Det drejer sig om følsomme sager om emner som samværsret, børnebortførelse, patientklager og forurenet drikkevand. Læseren får Jytte Thorbeks version, der naturligvis er farvet af hendes synspunkter og gengiver sagerne ud fra klientens synspunkt.

Det kan man alt efter behag anse for spændende læsning, men der savnes jo unægtelig det modspil, som er processens egentlige væsen. En slagmark forudsætter mindst to kæmpende parter.


Efter min mening rejser en bog som denne nogle etiske spørgsmål. Kan en advokat efter en sags afgørelse overhovedet tillade sig at skrive en bog som denne, der ensidigt fremlægger synspunkter, som er gjort gældende og underkendt?

Selvfølgelig kan en advokat skrive om sine sager og sine synspunkter. Et af de fornemste eksempler er højesteretssagfører H.H. Bruuns bog fra 1949 om klienten generaldirektør Peter Knutzens sag for den ekstraordinære tjenestemandsdomstol, der ved sin kendelse afskedigede generaldirektøren på grund af påstået unational adfærd under besættelsen.

H.H. Bruun gør selv opmærksom på det særegne i efter en dom at fortsætte forsvaret. Men bogen er et elegant og overbevisende opgør med en endnu omdiskuteret afgørelse, hvor der punkt for punkt gøres op med - i dette tilfælde - tjenestemandsdomstolens kendelse. Alle oplysninger er tilgængelige. Det handler om vurderingen.


Jytte Thorbeks bog er anderledes. Hun mener at kunne påvise, at oplysninger undertrykkes, eller at myndigheder er forudindtagne. Det kan ingen læser kontrollere. Har hun ret, er der noget galt.

Hun skriver i sit forord, at hun med sine beretninger om enkeltsager vil »bidrage til debatten« og dermed afsløre, at Danmark ikke er det fuldendte retssamfund, som mange tror. I et vist omfang har vi menneskerettighedsdomstolen og ombudsmanden til at tage sig af den slags. Jytte Thorbek ønsker en anden form for debat.

Desværre kan den debat ikke foregå i bøger eller i aviserne. Myndighederne kan ikke svare eller skrive bøger som Jytte Thorbek.

Men Advokatrådet kan tage stilling til, hvor grænsen går for, hvad en advokat kan tillade sig, og de kritiserede myndigheder kan gennem søgsmål få fastslået, om advokatens vurderinger af deres evner og intentioner kan holde eller ej. Jytte Thorbek har med denne bog ønsket at skabe debat. Efter min mening bør angreb som disse ikke stå uimodsagt.

Hun er ikke en forurettet part, hvis frustration, man kan bære over med, men et medlem af en stand, hvis anseelse kræver opfyldelsen af en vis kodeks. Det bør afklares, om hendes angreb er berettigede. Slagmarken er retssalen. Spillereglerne er injurielovgivningen. Her kan og bør de berørte parter tage kampen op.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce