Man skal aldrig tage for tykke bøger med på ferie. I hvert fald ikke når man er del af en børnefamilie. Afbrydelserne er for mange, og det betyder, at erindringsværker skal man holde sig langt fra. De er gennemgående for lange, for udførlige, for detaljerede i den forstand, at enhver bagatel skal med. Men lad mig alligevel anbefale en bog inden for genren. En bog, der er noget helt særligt, fordi den ikke lider af de sædvanlige skavanker, og som jeg derfor har kunnet genlæse under tumultuariske omstændigheder. Bogen kan læses i enhver kropsstilling i ligge-, strand- eller vinterlænestol med stort udbytte og af meget forskellige mennesker. Og den kan granskes nøje. Bogen er den finlandssvenske Claes Anderssons 'Mina tolv politiska år'. Undertitlen lyder: 'Fragment, minnesbilder, drömmar'. Den udkom i Finland for to år siden, hvor forfatteren havde haft et par år til at komme sig efter to bypassoperationer. Den er et både politisk og menneskeligt testamente, skrevet med politikerens veltalenhed, meddelelsestrang og engagement, med lyrikerens nerve for sprog, med psykiaterens indsigt i mennesker og med jazzpianistens sans for rytme og variation. For alle disse fire roller inkarnererer multitalentet Claes Andersson. Læg dertil en tone, som ikke er fagbestemt som de andre: humanistens indsigt og blanding af skarphed og varme, der overlejrer alle hans personlige refleksioner.
Erindringen er den store retouchør
Lyt til artiklen
