Den engelske militærhistoriker Antony Beevor fik for nogle år siden dundrende succes med sin bog om Stalingrad. Nu er han på banen igen. Denne gang med en rystende bog om Berlins fald i maj 1945. Rent militærhistorisk er der ikke noget nyt i bogen. Analytisk er den ikke på niveau med Alan Clarks gamle bog om den tysk-russiske krig fra 1965, selv om Clark ikke havde adgang til russiske arkiver. Hvad der skrives om det overordnede strategiske billede, er heller ikke nyt. Det er velkendt, at Eisenhower var umådelig naiv, når han betegnede Berlin som en ligegyldig geografisk lokalitet og afslog Churchills indtrængende anmodning om at rykke mod byen for at komme russerne i forkøbet. Derimod kan Beevor bidrage med nye og interessante detaljer. På baggrund af russisk materiale kan han dokumentere, at en af årsagerne til, at Stalin var så forhippet på at erobre Berlin, var, at han af hensyn til det russiske atomprogram håbede at komme i besiddelse af det uran, som blev opbevaret på Kaiser Wilhelm-Institut. Hvad der gør Beevors bog vedkommende, er hans evne til at skildre vilkårene for tilværelsen ved fronten, både hos soldater og civile. Med stor indlevelse beskriver han menneskers reaktioner i ekstreme situationer. Nazismens forbrydelser har gjort det vanskeligt at se tyskerne som ofre. Fordrivelsen fra østområderne og Sudeterlandet fylder ikke meget i historieskrivningen, og terrorbombardementerne af de tyske byer er nærmest blevet betragtet som løn som forskyldt. Med åbningen af de russiske arkiver er nye detaljer kommet til, bl.a. det hemmelige sovjetiske politi NKVD's forrykte jagt på formodede 'klassefjender' i Preussen og Pommern. Store resultater gav jagten ikke; derimod fik man slået mange jævne tyskere ihjel. Den tyske skyldfølelse er formentlig årsagen til, at tyskerne selv har haft vanskeligt ved at debattere Tysklands lidelser i krigens slutfase.