Larmende tavshed eller i bedste fald plads i en fodnote, det er, hvad der overgår kvindelige tænkere, når filosofihistorien skal skrives. »Der findes ingen kvinder blandt de mest betydningsfulde filosoffer i Vesten«, skriver f.eks. Gunnar Fredriksson i en bog om 20 mandlige filosoffer, og det undrer ham faktisk, for filosofiens problemer er jo menneskelige, til og med evige, mener han. Flere bøger om historiske kvindelige filosoffer vidner om, at kvinder kan tænke, men af en eller anden grund har disse tanker ikke passet ind i filosofiens opfattelse af det almenmenneskelige. Hvorfor har den vestlige kultur budt på så få kvindelige tænkere og hvorfor er de, der trods alt var der, blevet glemt? Hvad er egentlig vilkåret for kvindelig tænkning? Spørgsmålene har rumsteret i hovedet på Tuva Korsström, som er kulturchef på den finlandssvenske avis Hufvudstadsbladet, med det resultat, at hun har begået en bog om kvindelige tænkere fra den mexikanske 1600-talsnonne Sor Juana Inés de la Cruz til de vrede unge kvinder i 'Fisseflokken'. Med tænkere mener Korsström ikke kun fagfilosoffer, men også forfattere, psykoanalytikere og andre med en mening om verden - et valg, der afspejler én af bogens pointer, nemlig at kvindelig tænkning ofte er vendt mod fagfilosofien.
Omtænkning
Lyt til artiklen
