'Homo Sapiens 2.0' er den fikse titel på en samling artikler om, hvordan man med moderne teknologi er på vej til at forbedre menneskekroppen. Redaktøren, Gert Balling, der er forsker på IT-højskolen, skriver til indledning: »Grænsen mellem menneskekrop og menneskeskabt maskine bliver mindre og mindre tydelig. Teknologien gør det muligt at smelte krop og maskine sammen på en måde, som man ikke ville have drømt om for få år siden«. Og så vi- dere. Han har spurgt en række kloge hoveder, hvad de ved om dét, og de har pligtskyldigt beskrevet den eksisterende viden og til sidst et par sider om, hvad de selv mener, og det er sgu så fornuftigt og forudsigeligt, at man sidder og længes efter et originalt eller sågar outreret synspunkt. Fysikeren Benny Lautrup skriver for tredivte gang om hjernen som en computer, sammen med professor Lars Kai Hansen. Bioetikeren Søren Holm tager os kompetent gennem kunstige organer, men har som alle andre svært ved at mene noget specielt om perspektiverne. Lægemiddelforskeren Claus Møldrup beretter nøgternt om det afskyelige begreb »medicinsk forstærket normalitet« og bakker det op med et citat fra kemikeren William Osler: »Ønsket om at tage medicin er måske det vigtigste træk, der adskiller mennesket fra dyret«. (Kunne medicinalindustrien have ønsket sig et mere handy menneskesyn? Næppe). Kønsforskerne Nina Lykke og Mette Bryld er det tætteste vi kommer til en solid kritik af cyborger ( kyb ernetiske org anismer) og designerbabyer, men heller ikke de kommer langt, før de hænger fast i det forrevne hegn mellem det naturlige og det kunstige. Bogen igennem hører vi om nanoteknologi, genterapi, livsforlængelse, kunstig intelligens, forplantningsteknologi, det hele er med, ofte adskillige gange i de ni kapitler.