Hans Hækkerup har det ikke let. Han forlod meget pludseligt sit job som FN's øverste repræsentant i Kosova for knap et år siden under uklare omstændigheder. Der opstod i kølvandet på hans tilbagetræden en strøm af rygter og formodninger, som han alle tilbageviste. I sin nye bog 'Kosovos mange ansigter' skal man helt frem til side 259, før han lakonisk meddeler, at »jeg er desværre afskåret fra at offentliggøre, hvorfor jeg forlod Kosovo«. Og så er vi som læsere jo stort set lige vidt. Inden da er vi trukket igennem en lang og meget detaljeret beskrivelse af Kosovas komplicerede historie og hans eget travle år som provinsens øverste magthaver, i realiteten generalguvernør over en koloni. Hækkerup gennemgår problemerne tørt og sagligt. Som de ser ud fra en international topdiplomats skrivebord. Nok er han den udfarende kraft for at skabe et civilsamfund i Kosova, en ny forfatning, som ikke må hedde en forfatning, men en »forfatningsmæssig ramme«, for at organisere et valg og de første tiltag til en administration af landet. Men han må også balancere mellem de krav og ønsker, som kommer fra både stormagterne og de to stridende parter, kosovaalbanerne og serberne. Problemet i Kosova er først og fremmest, at ingen tør bide til bolle og beslutte, hvordan provinsens fremtid skal være. Albanerne kræver alle selvstændighed. Serberne klamrer sig til ønsket om at bevare Kosova som en del af den jugoslaviske føderation, selv om denne er ved at gå i opløsning. Og specielt EU ønsker at udsætte en afgørelse, indtil man kan finde frem til et mere omfattende balkansk samarbejde. I mellemtiden bliver alle løsninger midlertidige og utilfredsstillende for de involverede parter. Bogen er nærmest en dagbog, delt op i kapitler efter emne. Men igennem hele bogen savnes en perspektivering, en dybere analyse af problemerne og af de involverede personligheder. Vi bliver på den diplomatiske overflade. Et enkelt sted afslører forfatteren, hvor meget han har været gemt væk bag sikkerhedsvagter og tungt skrevne rapporter. Han hævder, at alle Kosovaalbanere taler serbisk, mens meget få serbere fra provinsen forstår albansk. Her glemmer han, at næsten en hel generation af unge albanere, der har gået i de alternative skoler op gennem 1990'erne, ikke har lært serbisk. Mens de serbere, der boede og gik i skole i Kosova inden 1990, faktisk har lært albansk, noget de sjældent vil indrømme. Bogen giver nok den interesserede en gennemgang af problemerne med gode kort og illustrationer. Men den indeholder ingen nøgler til en dybere forståelse, og der er ingen opløftende indslag om spillet i kulisserne. Kort sagt, Hans Hækkerup har ingen historie at fortælle, som ikke er fortalt før. Og tilbage står spørgsmålet om, hvorfor han opgav, som han gjorde. Den historie ville nok være værd at læse.