»København - du har alt«, sang den dansk-amerikanske smørsanger Carl Brisson engang, og noget må der være om sagen, for i denne tid udkommer der den ene vægtige bog om København og byens udvikling efter den anden, bl.a. det flot illustrerede samleværk 'Uden for murene', redigeret af Klaus P. Mortensen, Henrik Sten Møllers kærlighedserklæring til byen i 'Forelsket i København' og nu litteraten og byhistorikeren Martin Zerlangs bog 'Bylivets kunst'. Og den er også en hyldest - om end noget mere underspillet - til byen og til bylivet. Eller skulle man måske sige en hyldest til det moderne byliv, der begyndte at udfolde sig i 1800-tallet, og som fik sin dovent slentrende eller hektiske udformning, da voldene omsider var faldet. For først på dette tidspunkt begyndte København at tage tilløb til at blive en moderne storby med de plusser og minusser, denne udvikling nu førte med sig. Eller som Herman Bang skrev det i bogen 'Realisme og realister', det var først, da voldene blev sløjfet, at »de Strømninger, der har bevæget den øvrige Verden i over en Menneskealder, endelig er naaet til os.« Én ting som københavnerne lærte sig i denne nye tid, var, at man måtte gerere sig på anden måde end tidligere, men det var ikke let. Dengang da Tivoli åbnede i 1843 og hermed åbnede for en orientalsk eventyrverden, havde danskerne svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. I bladet Tivoli-Avis kunne man i 1844 læse: »Det kan ikke godt tænkes noget mere suurmulende og vrippent Folkeslag, end vi Danske ere. Vi tør hverken lee eller græde, gaae eller staae, ride eller kjøre, uden at vi først paa det omhyggeligste maae overveie, om dette eller hint ogsaa kan passe sig, om det virkelig kan gaae an«. Efterhånden lærte københavnerne det, nogle lærte sig endda at blive rigtige flanører. Den, der havde rekorden, var forfatteren Poul Chievitz, som kunne være tre kvarter om at drive fra Hesten på Kongens Nytorv til begyndelsen af Vimmelskaftet. En anden ting, københavnerne lærte sig, var at sende de rigtige blikke, at se på hinanden på en måde, hvor den iagttagende registrerer alt, men ikke virker nysgerrig eller påtrængende med sit blik.