Den jødiske penis har siden antikken skabt skræk, misundelse og had blandt udenforstående. David M. Friedman beskriver i sin nye bog om det mandlige lems kulturhistorie, hvordan Augustinus i det kejserlige Rom udsendte en hadefuld tekst imod jøder, hvori han angreb det 'kødelige Israel'. Blotlæggelsen af glans gjorde ifølge denne senere helgen jøder til større lidremåse og dermed mere syndige end andre mennesker. De tvetydige signaler, som omskæringen udsendte - kastration og samtidig synliggørelse af penishovedet på samme måde som ved erektion - fik i den kristne omverden 'jøden' til at fremtræde som både feminiseret og stærkt viril. I den kompakte urskov af alskens forvrøvlet overtro finder man også en op gennem middelalderen udbredt antagelse om, at mandlige jøder menstruerede gennem deres penis, og at de for at modvirke de stærke menstruelle kramper måtte begå sadistiske blodsofringer af kristne jomfruer og unge drenge. Endvidere - og det er en senere fordom som nazisternes propagandaorgan Der Stürmer svælgede i med stor vellyst - blev det omskårne jødiske kønsorgan betragtet som yngleplads for alskens veneriske sygdomme, først og fremmest syfilis. En gængs fordom gik på, at var en kristen ungmø først blevet 'dolket' seksuelt af det smittefarlige jødiske lem, så ville hendes senere afkom, selv hvis faderen var en god, arisk kristen mand, lide under det ene fatale møde med den hudløse hævner. Det var angiveligt jødens djævelske mission at underminere ikkejøders eksistensgrundlag ved at forurene deres blod, altså en slags omvendt holocaust udført med den dødsensfarlige penis som instrument.