0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rædslens dybe rødder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Carsten Jensen gjorde for nogle uger siden opmærksom på et sørgeligt fænomen: Kun når vi er på vej i krig med det, interesserer vi os for alvor i vores privilegerede del af verden for det ene eller det andet fjerne land eller egn. Forrige år var det Afghanistan, nu er det Iraks tur.

Som avisredaktør kan man ikke lade være med at synes, at synspunktet er sat lidt på spidsen. Men på en måde er det i tilfældet Irak værre endnu; selv nu, hvor nedtællingen mod krig er på vej ind i sin afgørende fase, interesserer vi os egentlig ikke ret meget for selve landet.

Vores udsendte medarbejder, Åsne Seierstad, rapporterer fornemt fra dag til dag om irakernes gøren og laden i forbindelse med den truende krig. Men hvad er det for et samfund, irakerne lever i? Hvad er det moderne Irak for en størrelse? Og hvordan kan det være, at Saddam Hussein er deres enehersker? Det hører vi meget mindre om end om FN-inspektører, sikkerhedsrådsintriger, militært isenkram, amerikanske advarsler og fransk-tysk tøven.


Et af de bedste steder at gå hen, hvis man vil vide mere, er stadig bogen 'Republic of Fear. The Politics of Modern Iraq'. Den udkom første gang I 1988, og dengang måtte forfatteren, en iraker, der bor i USA, gemme sig under pseudonymet Samir al-Khalil. Da bogen blev genudsendt i 1998, opdateret og med en ny, lang indledning, fik han sat sit rigtige navn, Kanan Makiya, på titelbladet.

Bogen blev øjeblikkelig en klassiker, fordi den med et væld af konkrete detaljer dokumenterede, hvilket ekstremt undertrykt og af frygt gennemsyret samfund, der er skabt i Irak siden 1968, hvor det nuværende styre kom til magten. Bogens styrke er ikke bare de mange hårrejsende detaljer om henrettelser, udrensninger, total vilkårlighed i hverdagen, tortur, gigantiske sikkerhedstjenester, persondyrkelsen af Saddam og så videre og så videre.

Der er først og fremmest tale om en analyse, der tager udgangspunkt i irakiske kilder og i en dyb forståelse for irakisk historie og politik. Makiyas metode består blandt andet i, at han tager Baath-styrets egen ideologi og egne udsagn alvorligt. Selv om regimet på et plan er fuldt af løgn og bedrag, så kan dets ideologi og dets retorik afkodes, så man bliver klogere både på den del af virkeligheden, styret skjuler, og den del, det praler med.


Men først en af 'detaljerne':

I 1994 året efter at Poul Nyrup blev statsminister herhjemme udsendte Saddam Hussein en lov, der bestemte, at »personer, der gentager en forbrydelse, for hvilken de har fået højre hånd hugget af, skal brændemærkes med et X i panden. De krydsende linjer skal være mindst en centimeter i længden og en millimeter i bredden«.

De forbrydelser, der var tale om, var tyveri og desertering. For tyveriets vedkommende skulle man have stjålet for 5.000 dinarer, svarende til små 100 kroner. Efter protester i sundhedsvæsenet blev der vedtaget en lov mere: Læger og andre, der med kosmetisk kirurgi eller lignende medvirker til at sløre eller reparere på en strafferetlig brændemærkning sat ind som fase 1 og 2, før man når frem til henrettelsen (hvad irakiske soldater med kun en hånd sættes til, ved jeg ikke).
Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om religiøst funderede straffe. De finder alle sted i den socialistiske og arabiske revolutionære republik Iraks navn.


Der er en udbredt tilbøjelighed til at opfatte Saddam Hussein som en 'almindelig' - om end ondartet - diktator. Måske skyldes det, at han ofte viser sig i uniform, måske er det blot det, at når han nu hverken er kommunist, støttet af USA eller religiøs fundamentalist, ja, så er der kun den 'almindelige' diktatortype tilbage. Persondyrkelsen er så bare udtryk for, at han må have fået lidt storhedsvanvid på sine gamle dage.

Virkeligheden er meget anderledes. Saddam Hussein er leder af et parti og af et regime, der har rødder tilbage i 1940´erne, der første gang kom til magten i 1963, og som siden 1968 har haft uindskrænket magt i det irakiske samfund. Saddam Hussein er ikke general og officer, men en partisoldat, der i 1970'erne fik udmanøvreret (og naturligvis henrettet) sin sidste rival for derefter at være den ubestridte leder af et totalitært parti, der mest af alt ligner dem, vi i 1930´erne i Europa lærte at kende som fascistiske og nationalsocialistiske.

Faktisk er lighederne forbløffende - men ikke overraskende, når man opdager, at Baath-partiets stiftere var direkte inspireret af ideologiske strømninger, der rørte sig i 1930´ernes Europa - og at irakiske panarabister faktisk allierede sig med Nazityskland i 1940´erne.

Både i kampen mod kongedømmet og siden i opgøret med det store irakiske kommunistparti (1958-68) vandt Saddams Baath-parti over alle andre ved at have en panarabisk ideologi. Det er altså ikke irakisk nationalisme, Baath-partiet lever af. Tværtimod. Sagen er jo også, at landet Irak ingen national fortid har, skabt som det er i 1920´erne af britiske embedsmænd til fordel for en importeret arabisk prins.


Med frihed, enhed og socialisme - Baath-partiets tre slagord - forstås de irakiske massers ekstatiske fællesskab i bestræbelsen på at (gen)skabe en arabisk enhed (Baath betyder genfødsel). Socialismen har altså ikke noget med økonomisk lighed at gøre, og friheden har ikke noget med det enkelte menneskes råderum at skaffe: Det eneste, der betyder noget, er massernes ekstatiske enhed - og ubetingede loyalitet - over for den arabiske enhed, sådan som den efterstræbes af Baath-partiet og dets leder.

Fjenderne var fra starten 'imperialismen, zionismen og deres arabiske håndlangere', og heller ikke her skal imperialismen og zionismen forstås som konkrete udfordringer (et økonomisk system, et land), men som de onde kræfter, der begrænser Irak til sit nuværende område og forhindrer den utopiske, arabiske enhed, der ville løse alle problemer.

Som i andre totalitære systemer er magten, undertrykkelsen, udrensningerne og stadig mere paranoia i det gigantiske stats- og sikkerhedsapparat (der findes ikke noget civilt samfund i Irak) blevet et mål og en dynamik i sig selv. Ideologien er i praksis parret med massiv kynisme både hos eliten og i befolkningen. Alligevel er det tankevækkende, at så snart Saddam havde konsolideret sig som enehersker, gik han i krig med Iran. Og da han - med nød og næppe - var kommet til hægterne efter den lange og ekstremt blodige krig (som han ikke vandt), invaderede han Kuwait.

Både i teori og praksis har systemet under Saddam Hussein har været ekspansionistisk. Saddam Hussein er nok rationel i den forstand, at han - ligesom Stalin - ikke er en rablende galning. Men når han får chancen, starter han altså en krig. Og han har helt åbenlyst ikke været i stand til at bedømme risikoen for, at han vil tabe den (måske blandt andet fordi han gennem hele sin politiske karriere har vist, at han er fuldstændig ligeglad med de menneskelige tab).


Selvom Kanan Makiyas fremragende bog af gode grunde ikke forholder sig til den nuværende krise, gør den dog én ting ganske klart: At få afsat Saddam Hussein og udskiftet ham med en eller anden eksisterende irakisk magthaver vil ikke sikre irakerne - og deres omgivelser - en afslutning