Voldene var endnu ikke faldet. København var stadig en sur, lille, indelukket by - godt befolket med genier. Andersen skrev sine eventyr og Heiberg sine vaudeviller, Kierkegaard beskrev sine stadier på livets vej og Goldschmidt sin vej fra en jødisk outsiderposition ind i hjertet af den danske nation. Grundtvig satte ord på den danskhed, de var fælles om, alle disse genier. I udkanten af dette drømmehold gik en ung medicinsk student rundt og skulede. Han syntes, de var en flok idealistiske drømmere alle til hobe, der var blevet hængende i den romantiske reaktion mod oplysningstiden. Han satte sig for at vække dem af drømmen. Kun 21 år gammel, udsendte stud.med. Frederik Dreier hele to bøger på en gang. Under dæknavnet 'en socialist' udkastede han et program for Fremtidens Folkeopdragelse. Den skulle bæres af de reale fag og renses for al romantisk poesi. Under et andet pseudonym, 'en fritænker', gjorde han i Folkenes Fremtid front mod tidens megen tale om nationen, »de 'poetiske' vrøvlerier om det skønneste land på jorden« og mod, at man kaldte det fædrelandskærlighed, når folk lod sig slagte i krig »til fordel for regeringsformål«. Det er Grundtvig, han især har på sigtekornet i denne anden bog. Dreier opfinder ordet 'danoman' til at beskrive den mand, der troede på, at Gud har et særlig nært forhold til danskerne. Dreier ser for sig en fremtid, hvor folk rejser rundt på Jorden, og man kommer til at opleve »en rask tiltagende blanding af forskellige racer«. Året er 1848, men den unge student forudsiger ikke desto mindre en kommende »luftskibsfart«. Den vil sætte sving i folkeblandingen, der vil føre til opsving og til nationalismens hendøen.