Allerede bogens titel siger sådan set det hele: 'At tro på at tro'. Det vigtige for Tor Nørretranders er ikke, hvad vi tror på, men at mennesket - dette fantastiske væsen, som han er sympatisk, men efter min mening en smule rosenrødt og overdrevent begejstret for - har evnen til at tro. Nørretranders selv nægter at tro, at det onde findes som en absolut kraft uden for mennesket. Han afviser også blankt påstanden om, at mennesket er potentielt ondt og har brug for en gud, og hvad deraf følger, til at holde sig i ave. »Mennesket er større og rigere, end vi troede, dengang verdensreligionerne blev grundlagt for tusinder af år siden. (...) Vi har løst konflikter og problemer af et omfang, vi næppe troede muligt«. Et andet sted stiller han sit grundspørgsmål med en typisk effektfuld, klar og derfor effektiv formulering: »Er det Gud, der gør os gode? Eller er det det gode i os, der leder os til at tro på Gud?«. Dette gode i os har Nørretranders, hvad jeg fristes til at kalde en tyrkertro på. Det går igen gennem hele bogen og er faktisk det mest religiøse ved den.
Tortro
Lyt til artiklen
