0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Next stop Syrien, Iran, Nordkorea ...

To af USA's mest indflydelsesrige højreintellektuelle har begået en manual for den amerikanske forandring af verden. Irak var kun begyndelsen. Nye mål venter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er muligt, at de ikke danser. Men de kan næppe have siddet stille, da billederne af Saddam Husseins væltede statue - og senere tilfangetagelse - gik over tv-skærmen.

David Frum, tidligere taleskriver for præsident George W. Bush og ophavsmand til formuleringen »ondskabens akse« og Richard Perle, forhenværende formand for præsidentens forsvarspolitiske udvalg og viceforsvarsminister under Ronald Reagan, har i årevis talt for et militært opgør med den irakiske despot.

De fik deres ønske opfyldt. Men de drømmer om mere. Nok var invasionen af Irak en triumf, men ikke den store finale med pauker og tordenskrald. Indtagelsen af Bagdad var kun ouverturen til et storstilet opgør med den internationale terrorisme i kampen for en »fredeligere verden, en verden styret efter retsprincipper og med frihed for alle«.

Amerikanerne skal betale for musikken, betjene instrumenterne og svinge taktstokken. Nodehæftet til den store koncert er komponeret af Frum og Perle.


De to forfattere regnes for de toneangivende i kredsen af 'neokonservative', som også tæller folk som Paul Wolfowitz, William Kristol, Charles Krauthammer og Jeanne Kirkpatrick. De skriver i USA's største aviser og tidsskrifter og indtager centrale poster i administrationen og diverse tænketanke.

Modsat så mange andre intellektuelle har de - cirka - magt, som de har agt, uanset at deres synspunkter bliver forsøgt modgået af udenrigsminister Colin Powell og dele af FBI og CIA.

Men hvor konservative er de i grunden disse 'neokonservative'? Henry Kissinger med sin blanding af pragmatisme og patriotisme stod for en konservativt præget udenrigspolitik. Den påståede 'konservatisme' skal man imidlertid lede længe efter, når Frum og Perle går i brechen for en aktivistisk kurs, hvor bekæmpelse af despotiske regimer og indsættelse af demokratiske styreformer står øverst på dagsordenen.


De er højreorienterede, ingen tvivl om det. Det fremgår f.eks. af deres forslag til forøgelse af det amerikanske militærs budgetter på bekostning af nedskæringer på offentlige udgifter til undervisnings- og sundhedssektoren.

Men snarere end egentlig konservatisme er deres program præget af trotskismens idé om en verdensomspændende revolution, filosoffen Carl Schmitts lære om suverænens nødvendige styrke (som i en amerikansk fortolkning bliver til might is right) og oplysningstænkningens modstand mod undertrykkende autoriteter og frihedskrænkende traditioner.

Deres forestillinger er således et sammenkog af impulser fra forskellige ideologiske retninger, som kan sættes på denne knap så mundrette formel: revolutionære liberale universalistiske patrioter.

Som man ser, er der mindst én selvmodsigelse. Og man sporer da også indre modsætninger og en vis ubalance i bogen, men disse udsving skygger ikke for det overordnede mål, som er at rive terrorismen op med rode. Frum og Perle er advokater for en 'slå først'-doktrin. Alternativet er fatal eftergivenhed.


Der er tale om lige dele anklageskrift og drejebog for en ny verdensorden. Høfligt indpakkede formuleringer og antydninger er ikke forfatternes departement. Bogens direkte sprogbrug vil utvivlsomt få det til at skvulpe i kaffekopperne hos de mere forsigtige.

Lyt engang: »For os er terrorisme vor tids ondskab og vores generations største sag. Der er ingen middelvej for amerikanerne: Det er enten sejr eller holocaust«, og »Vi skal være i stand til at kaste diktatorer på porten uden større samvittighedsnag end en skarpskytte, der skyder en gidseltager«.

Midlerne er derefter: stater som Syrien, Iran, Nordkorea og Saudi- Arabien må indstille sig på en blanding af amerikansk våbenmagt og 'konfrontatorisk' diplomati. De »onde kræfter« skal ikke længere have lov at diktere verdens gang, lyder det advarende fra de to forfattere, der ikke lægger skjul på, at de med deres jødiske baggrund frygter for den militante islamisme: »Hvor den ekstremistiske udgave af islam end vinder indpas, fra forstæderne i Paris til basarerne i Paraguay, følger angreb på jøder snart efter«.


De »onde kræfter« skal enten nedkæmpes på slagmarken eller isoleres diplomatisk, eller hvis det foregår i USA, overvåges, fængsles og udvises (terrorister) og 'omorganiseres' og afskediges ('duerne' i Washington, specielt i Udenrigsministeriet).

Hvorfor terrorismen har fået så meget vind i sejlene, og ikke mindst hvorfor amerikanske militære og kommercielle interesser så hyppigt er i skudlinjen, bliver kun nødtørftigt berørt af forfatterne. Misundelse og »had til Vesten« er de forventelige svar.

Derimod bruger de meget krudt på at forklare, at alle, der ikke følger trop i den verdensomspændende kamp, såsom det »arrogante Frankrig«, det »følgagtige Rusland« og det »svigagtige Tyskland« må finde sig i at mærke USA's vrede. I modsætning til vennerne, »loyale Storbritannien« og »lille Danmark«, har disse store europæiske lande ikke forstået, at egne særinteresser og romantisk humanisme spænder ben for bekæmpelsen af den islamiske terrorisme.

Ifølge forfatterne befinder vi os ikke blot i en fysisk kamp, men også i en kamp på idéer over for hvilken ligegyldighed, selvtilstrækkelighed og defaitisme kan vise sig at være ekstremt farligt. »De, der er stærkest i troen, vil sejre«.


Hører man til dem, der må ty til nervemedicin og hjertepiller ved selv det mindste godartede udsagn om USA og dets nuværende præsident, er det direkte usundt at anskaffe sig denne bog.

Men står det ikke helt så grelt til med holdningerne til klodens 'hypermagt', bør man unde sig selv er det umuligt at komme uden om dette på engang suveræne og rystende værk. Om man anser Bush & Co. for at være Satans yngel eller Apostlens disciple, urostiftere eller fredsmagere, er sagen uvedkommende: I begge tilfælde får man fuldfed næring til sine synspunkter.

Denne bog ligger på præsident Bushs arbejdsbord, og af samme grund gør vi andre i dette 'amerikanske århundrede', klogt i at kigge med. Vi ser hvordan senatorerne i det nye Rom tænker. Og når først de hvisker søde ord om udenrigspolitiske doktriner i imperatorens øre, behøver der ikke at være langt fra tanke til handling. When in Rome ...

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce