Når vi ikke vil tage konservatisme alvorligt, og det kniber det unægtelig med herhjemme, risikerer vi at få de konservative, vi fortjener. De findes på den ene side i Dansk Folkepartis angst for alt fremmed og nyt. Og på den anden side i den åndelige forarmelse, man oplever i ledelsen af Det Konservative Folkeparti med en enkelt, markant undtagelse. Derfor er der grund til at sige kulturminister Brian Mikkelsen tak, fordi han her har samlet et begavet bidrag til værdikampen i anledning af partileder Bendt Bendtsens runde fødselsdag i marts. Lidt mere 'ånd' Han følger litteraturredaktør Nils Gunder Hansens opfordring til partiet om at anskaffe sig lidt mere 'ånd', og helst i en mere gennemgribende forstand, end når man sprayer med lidt duft af gamle grannåle på et toilet. Med bidrag af fødte skribenter som Bjørn Nørgaard (ja, den Bjørn Nørgaard!), Claes Kastholm Hansen, Morten Hesseldahl, Adam Holm (hvis kapitel blev bragt i Politikens Kronik) og Bo Bjørnvig, og med forstandige mennesker som Per Stig Møller, Søren Hviid Petersen, Mads Storgaard Jensen, Jacob Dahl Rendtorff, Kasper Støvring, Anders Ehlers Dam og Henrik Stampe Lund styrkes Nils Gunder Hansens ambition. Proppen kommer af flasken. Selvstændig tankevirksomhed Lad så være, at denne bogs forsagere, Katrine Winkel Holm, Carsten Bengt-Pedersen og Svend Hakon Rossel, der alle vrænger lidt for meget, og David Karsbøl, der er lidt for frisk, dufter af en mere kendt parfume. Fælles for samtlige bidragydere er dog, at de så demonstrativt ikke tænker i flok. Deres tanker er (i det store og hele) deres egne. Det er faktisk også konservatisme. At man stoler på sig selv. Og viser andre respekt, som Per Stig Møller fremhæver i sit afsluttende indlæg. Et eksempel: Nils Gunder Hansen citerer et sted Villy Sørensen, da han udtrykker sin umådelige overraskelse over, hvor kloge de også var i gamle dage. Fremmed-allergi Bag dette synspunkt ligger en udfordring til en dogmatisk epoke i vores dannelsesliv, hvor man anså sig for klogere end genstanden for sin forskning og undervisning. Man led ikke af falsk bevidsthed, man forstod de gamle bedre end de selv. Her kommer så Villy Sørensen og siger, at de måske var næsten lige så kloge som vi. Vi har her roden til et af vor tids helt store problemer: De dogmatiske fortolkere gjorde med deres bedreviden det anderledes til det samme og kontrollerede det med deres historisk-materialistiske teorier. Og præcis derfor er vi så endt med de konservative, vi fortjener. Stokkonservative, der er lige så allergiske over for det fremmede, som de store teorier grundlæggende var det. Det åndelige beredskab, som Nils Gunder Hansen efterlyser, manglede, da det gjaldt. Overlevelsesstrategi Det er derfor, traditionen, overleveringen, studiet af de store tænkere, den litterære kanon, det sublime og elitære ikke er til at komme uden om. Konservatismen er, mener nogle af bogens bidragydere, en overlevelsesstrategi, fordi den insisterer på at fastholde en række grundlæggende etiske værdier, der holder sammen på vores samfund. Hvis denne bogs forfattere vil ét og det samme, er det faste rammer om vores undervisningssystem, faglig kompetence hellere end »personlig udvikling« med Hesseldahls formulering. Bjørn Nørgaards indlæg handler også om det. Magt uden moral Hvad er det da, der egentlig efterlyses? Her tør bogen ikke gå planken ud. Det afsløres i Kasper Støvrings indlæg, der handler om den afdøde amerikanske kulturkritiker Allan Bloom og hans bog 'Historien om Vestens intellektuelle forfald' fra 1987. Støvring fremhæver Blooms angreb på kulturrelativismen, der sidestiller forskellige kulturer og derved gør os til 'åbenhedsprofeter', der ifølge Bloom fornægter vores samfunds samlende værdiskat i lutter respekt, det vil sige ligegyldighed, over for alt andet. Men det er jo ikke den farlige pointe i Blooms bog. Kulturrelativismen er blot et sideaspekt ved den værdineutralitet, der ligger i det egentlige og store problem: videnskabens selvforståelse. Blooms bog er et dristigt forsøg på at problematisere en videnskabelighed, der øger menneskets magt; uden at øge dets moralske bevidsthed. Den onde ånd Oplysningstænkningen var først og fremmest en politisk frihedstænkning, der gik ud fra en etisk grundholdning om det fælles offentlige gode. Den eksakte videnskab, og dermed al senere samfundsvidenskab og kapitalistisk eller kommunistisk teknologi og beherskelsesstrategi, svigtede Oplysningen og blev værdinihilismens rejsekammerater. Det er derfor, den radikale konservatisme må insistere på et politisk værdifællesskab og dermed en socialt og åndeligt bevidst statsmagt. Et par af bidragyderne, Claes Kastholm Hansen, Jacob Dahl Rendtorff og Per Stig Møller tænker strikte videre ad de baner. Men man savner Blooms udfordrende kompromisløshed i kritikken af den moderne liberalisme, der synes at være denne bogs onde ånd.