En collage om før og nu, skriver Frederik Dessau om sin essaysamling - men er han nu ikke lidt for beskeden? Før kan være nu, og Rom - som hele bogen tager sit udgangspunkt i - er i hvert fald en sjælden kombination af årtusinders kultur og en vital nutid. Når man går rundt i Rom, går man rundt oven på bjerge af fortiden og føler sig meget levende, om end i et kort tidsperspektiv. Rom er dyb og lang, livet er kort. Respekt for citatet Rom er en inspirerede by, hvad man mærker, når man læser Dessau. Dét har jeg også prøvet, dér har jeg også været, siger man til sig selv, men det viser sig jo, at andre, interessantere folk allerede har været der. Et kendetegn for Frederik Dessaus skrivemetode er hans usvigelige respekt for citatet - og hvorfor ikke citere dem, som har været kloge, før man selv måske blev det? Topkultiveret Tv Charley Nægtes kan det alligevel ikke, at der er noget meget topkultiveret Tv Charley over sagen. Åh ja, her er, hvad vi dannede mennesker elskede: Keats' dødshus ved siden af Den Spanske Trappe (men ikke et citat fra Thorkild Bjørnvigs pragtfulde digt om stedet og døden!), Palazzo Farnese, Castel Sant' Angelo over broen, hvor Cavadarossi afventer sin henrettelse, Panteon med hullet i loftet som et åbent himmeløje. Peterskirken, som måske og måske ikke har en bar - gå ind ad døren, der fører til sakristiet i venstre sideskib, og hold til højre - en gådefuld opfordring, som aldrig i dette liv fører til opklaring. Kejser Neros ideologi Uddrevet fra fortiden? Ikke just. Den kører på samme omdrejningshøjde som nutiden med sin pizza og pasta. Rom får turisten til at tænke, og tænke gør Dessau. Rom er blevet ikke bare de stores, men de smås privathus - måske er det den egentlige fascination ved den vestlige kulturs hovedstad. I Domus Aurea, Neros gyldne hus, som nu er blevet genåbnet for offentligheden, keder Dessau sig og lægger ikke mærke til den næsten fyrre meter høje bronzestatue af kejseren. Kolossalstatuen afspejler ellers ikke bare det neroske kejserdømmes ideologi, men også vores: Herfra kunne Nero skue ud over sit folk - men: folket kunne også skue ham. Den halvtomme flaske Nøgleordet er Domus - et hus. Et sted hvor man hører hjemme i byen. Det er vel denne hjemlighedsfølelse, som sætter Frederik Dessau i stand til at tænke over kulturen og forsvare den, lige fra Colosseum til Paul McCartney. Det er ikke skræmmende, hvad Frederik Dessau vil os, det er noget, vi let bliver enige om: Som Niels Bohr sagde engang, findes der sandheder og dybe sandheder. Er det ondt at hævde, at Frederik Dessau holder sig til sandhederne? Og er de ved at blive uddrevne? Frederik Dessau finder flere og flere, bogen er uden at nævne det et defensorat for tvivlen som lykkebringer, og så en ærlig, sørgmodig beklagelse af, at flasken med vinen ikke længere er halvt fuld, men halvt tom.