Vi har alle sammen hørt ham på P1, hvis vi ellers har hørt efter. Men hvem er overhovedet Frederik Dessau? Hans stemme er som Cocio, siger konen, bedre bliver det ikke. Lind. Glider lige ind, lun, uden at der er skruet op for varmen. I mange år var hans stemme en krone på P1. Så pludselig var han væk. Lige nu er han væk i DR. Men så lyder han på Den Anden Radio, D2R. Det er ofte tidsbilledet, han er efter. Den går, tiden. Nogle gange løber den. Nogle gange ved man ikke, hvad der er blevet af den. Det ved Dessau heller ikke. Men han kan fange øjeblikket i sit sikre net - for at slippe det igen. Sund 80-årig taber aldrig ansigt I årevis har han været essayist og causør på print og i lyd, holdt momentet an, trukket det ud, givet pokker i det, grebet det igen, grebet os, hængt os til tørre, også hængt sig selv og sine til tørre. Kritiker, oversætter, forfatter, en stemme i vores liv. Også i mange år dramaturg på Det Kongelige Teater og instruktør ved flere scener. Men især en mand af en slags, der med stolthed kaldte sig 'programmedarbejder ved Danmarks Radio'. Fortæller Selv kender jeg ham ikke. Alligevel synes jeg, vi kender hinanden. Mødte ham i en af pavillonerne til en stor fødselsdag ud mod verdenshavet, eller også var det Øresund, en dag, sommeren var forvandlet til rusk og regn, så man ikke kunne høre hverken havet eller talerne på bredden og knap ville risikere livet på at kæmpe sig frem til buffeten. Så lagde alle i pavillonen i stedet kortene på bordet, ikke mindst om kæresterier og ægteskaber. Det kan Dessau snakke længe om. Han har oplevet kærligheden og kan sætte den på ord, har både oplevet at give den, at miste den og at få den igen. Efter de tre timer vidste vi alt om hinanden, og vi andre følte vel nok, at vi havde været gennem et essay af Frederik Dessau. Nøglen til ægteskabet sidder indvendig Det, denne mester af radioessayet kan, i hvert fald det, han gør - det skriver han selv - er »at gå egne og andres tanker og følelser efter i sømmene«. Det kommer pludselig, næsten nonchalant, når han taler, men ikke tilfældigt og altid med vinduet på vid gab for de associationer, der har det med at dukke op. Stilhed hører til hans yndlingslyd. Han har gjort sig til advokat for pauser, mindre lys og færre fanfarer. Mener, at hørelsen er den mest misligholdte af vores sanser. Kan lade være at sige noget i en evighed. Så siger han pludselig noget, underspillet og overrumplende, for han siger det, han tænker. Ikke kun i radioen, men også ude i tilfældet, ved jeg nu. Radiodage Radiodage - det kunne være overskriften på hans liv. Det er også titlen på en af hans bøger, en lille uprætentiøs samling betragtninger om tider, der var, også tider, der ikke burde have været. Øresund spillede også dér en utilsigtet rolle. Her var vejret mindre betydningsfuldt. Øresund var noget, man pludselig skulle over, fordi det var oktober 1943, og en besættelsesmagt måtte formodes at ville ens far det ondt. Det jødiske var ikke noget, Dessau-familien havde brugt tid på. Det kom han til, på den anden side af Øresund. Han fortæller sin historie smukt, også på print ligger stemmen i en sjældent leje. Den fylder, den rækker efter øjeblikket, før det allerede er afløst af et nyt. Det er Dessaus lektie. Grib øjeblikket.
Ja, ikke fordi der er meget skolemester over ham, men efter tre timer i en teltpavillon med Dessau eller en aften med en af hans bøger er det uforsigtigt, i hvert fald spild, at glemme, hvad man har lært. Måske handler det i virkeligheden om at bruge sit liv. Har Frederik Dessau så brugt sit liv ordentligt? Hvor skulle vi vide det fra, han jo kun lige begyndt. Men hvis vi ikke vidste, hvor spændende det ku' være at falde i staver, kan vi opdage det i hans bøger, hvor det mindste kan blive stort og det største foldet ud i små, afmålte tanker som perler på en sølvklædt ranke. Langt liv At fylde 85 er immervæk noget. Selv vil han sikkert sige, at det da ikke er så meget som 86, men betydeligt mere end 84. Enten er denne mand ekstremt gammeldags i sine ræsonnementer uden trommesolo. Eller også er han totalt forud for sin tid, for en dag må det helt sikkert blive moderne at droppe det høje gear og lade mennesker tale og tale ud. Uddrevet fra fortiden? At han har fået Modersmål-Prisen blandt flere ville være mærkeligt andet. Gør det Dessau sludrevorn og ikke mere? Det ville i hvert fald være noget sludder. Det er knap ligegyldigt, når han i samme åndedræt minder om de to grundspørgsmål til Gud: Hvorfor der er så meget lidelse og vold i verden? Og hvorfor stenen i avocadoen er så stor? Dessau holder ikke selv svaret tilbage på avocadoens gåde: »Stenen efterlader en velegnet fordybning til citronsaft eller til en dressing for dem, der ikke synes, at den fedeste af alle grøntsager er fed nok i forvejen«. Men han synes nok, at Gud ku' levere det andet svar.
