Starte op. Kommentere på. Magtens korridorer. Barsle med en betænkning. Få enderne til at nå sammen. Der er ord og udtryk, der er så slidte og så dødssyge, at de burde bortvises fra det danske sprog. Og som det faktisk er i orden at hade. Det mener i hvert fald journalist og oplæser på Radioavisen Ole Meisner, der i morgen udgiver bogen 'Haderen' - et undervisningshæfte om klicheer, floskler og sproglige misforståelser, der først og fremmest er tiltænkt studerende og sprogbrugere i den danske medieverden. For en gangs skyld er det virkelig politikernes skyld. Og journalisternes. Det er nemlig på Christiansborg og på redaktionerne, at en stor del af de sproglige klicheer opdrættes. Og måske allerflest i et smukt samarbejde mellem de to faggrupper. For politikernes åbenhed over for pressen har ifølge Ole Meisner forkortet de sproglige smitteveje til befolkningen. Rene besmittelser »De politiske journalister har gjort politikerdansk til mediedansk. Og hvad der er mediedansk i dag, kan blive menigmands sprog i morgen«, skriver han. Eksempler er der masser af. Når politikerne vil have undersøgt noget, beder de om at få det kulegravet. Et udvalg bliver bedt om at barsle med en betænkning. De udarbejder løsningsmodeller, der snart vil havne på ministerens bord. Da det ser ud til, at han må diske op med en pose penge, tilkalder han Finansministeriets regnedrenge, som skal synliggøre udgifterne på årsbasis.

»Mange af de forslidte udtryk er rene besmittelser som er holdt i live i kraft af politikernes og journalisternes hæmnings- og bevidstløse genbrug«, skriver Ole Meisner. 'Ondt i skatten' Og i medierne skal der bare et marginalt kursudsving til, før der er tale om, at kurserne styrtdykker eller farer til himmels. Europas største mejeriselskab, Arla Foods, er takket være medierne efterhånden lige så kendt som mejerigiganten. Fusioner imellem pengeinstitutter udløser øjeblikkeligt betegnelsen bankmastodonten. Og alt, hvad der i bedste fald er anseligt eller stort, bliver til rekordstort, kolossalt, svimlende eller gigantisk. »Når man først har gennemskuet, at de forstærkende udtryk hærger, både i æteren og i den trykte presse, bliver man nemmere opmærksom på dem og i stand til at hade dem«. »Hvorfor hører vi så tit, at nogen, som småskændes om det ene eller det andet, er i slagsmål med hinanden? Højner det debatniveauet, at radioens og fjernsynets meningsbrydninger så ofte bliver markedsført med krigsmetaforer som duel og krydsild?«, spørger bogens forfatter, Ole Meisner. Der i øvrigt bestemt også mener, at det må være journalister, der har fremelsket talemåderne ondt i skatten, krisen kradser, dag ét, et grumset valg og en tikkende bombe. Tak for mad En kliche er ikke bare et ord eller en vending, der bruges alt for ofte og derfor mister sin kraft. Der skal faktisk mere til. For ifølge Ole Meisner bliver vi ikke lede ved ord som tak for mad og godmorgen, selv om vi måske bruger dem hver eneste dag. »De mest almindelige vendinger er overhovedet ikke klicheer. Vi siger raskvæk 'davs' og 'hils familien' til hinanden, uden at nogen føler, at den slags hverdagsytringer bliver fladtrådte. Men klichefabrikanten vil imponere med sin originalitet og jager derfor efter noget sublimt. Da han ikke magter det, bliver resultatet et sprog, som ganske vist foregiver at være spændende og kreativt, men som er overfyldt med håbløst afrakkede vendinger«, skriver han. Derfor behøver de fleste ikke engang at høre sætninger som »der er ikke fejet noget ind under ...«, »Han måtte bide i det sure ...« og »fagbevægelsen rasler med ...« til ende. For som Ole Meisner skriver: »Inden vi har hørt dem til ende, slår vi vores indre høreapparat fra. Vi gider simpelt hen ikke at høre resten«. Hadestreg Når man har lært at hade både ord og begreber i det danske sprog, er der stadig masser af ting, man kan se sig gal på. For eksempel tankestregen. Som Ole Meisner kalder »hadetegnet«. Og som der ifølge forfatteren er et hav af i journalistiske tekster, hvor de ikke kun bruges som erstatning for komma, men også for punktum. »Derved bliver det samlede skriftbillede nervøst og flimrende og teksterne oplæsningsuvenlige«, hedder det i bogen. Men med et godt slidt udtryk skal man »huske at feje for egen ...«. For som Ole Meisner skriver indledningsvis: »Det er nemt nok at erklære krig mod andres talemåder. Kunsten er at holde dampen oppe og være selvkritisk. Aldrig så snart vi, måske en smule skadefro, har moret os over et uheldigt medmenneskes snublen i spinatbedet, falder vi selv i. Hadeordene ligger på lur. De kommer ud af munden på os, eller vi sætter dem på tryk, når vi mindst vil det. Derfor må vi lære at vogte os for dem«. Nu er det ikke for at være tarvelig, men måske kunne man godt føje udtrykkene at holde dampen oppe og spinatbed til listen over klicheer og floskler. Men lad nu det ligge.