Hvad kan man forlange af en mand over firs, der rejser sig op og beder om opmærksomhed endnu engang? At han siger kort og godt, hvad det er, han vil have, de næste generationer skal huske. Det krav opfylder Aage Henriksen, engang professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, fuldt ud med den lille, stramme samling essays, han udgav i går. Lidenskabsløs kærlighed Allerede i titlen - 'Den eneste ene' - står essensen af hans budskab: Den, der forholder sig rigtigt til kærligheden, får det rigtige liv. Metoden er dog ikke at forene sig med den eneste ene, sådan med krop og sjæl. Man skal tværtimod finde den kvinde, man skal afstå fra - ens 'dual', hedder hun her - for at kunne forenes med hende på et højere niveau, »uden lidenskabernes indblandelse«. Litterært testamente Det deraf følgende »dualmøde« fører til, at den »tilbageholdte og tilbagestrømmende seksualitet« stiger op igennem ens indre centre - Aage Henriksen bruger det indiske ord »chakrer« om disse lokaliteter - hvorved der indtræder en »evneforstærkende bevidsthedsudvidelse«. Af denne forestilling om, hvad der er den ideale gang for »mandlig bevidsthedsudvikling«, har han udviklet en særlig læsemåde, som trak mange af de bedst begavede litteraturstuderende til hans auditorium, og som blev kendetegnet for den eneste skole i dansk litteraturforskning (bortset fra marxismen), der er opkaldt efter en person. For seks år siden udgav han et 'Litterært testamente'. I det ny testamente, han nu udgiver, er Henriksen-skolens vigtigste præmisser og resultater samlet tydeligere, end han nogensinde før har gjort det. Repertoire i koncentrat I bogens hjertekammer udlægger han Goethes 'Wilhelm Meister' som en roman om frimurernes ritualer. »Det har jeg ... gentaget så mange gange, at det ligner en tvangsneurose«, siger han med et skævt smil over sig selv. Men udlægningen er uundværlig, for den er mønster for resten. Han har aldrig foretaget den mere forståeligt end her. Spillereglerne er sat, og med dem afsøger han den litteratur mellem Goethe og Blixen, som bekræfter hans opfattelse af, hvordan et liv bliver rigt, og et kunstværk bliver til. Blandt de foretrukne forfattere er Baggesen, Goldschmidt, Pontoppidan, Jakob Knudsen. Før afsøgningen af den ene tyske roman og de adskillige danske byder Aage Henriksen på en læsning af Bibelens Jesusberetninger - minus korsfæstelsen - som udtryk for den samme bevidsthedsudvikling. Og i bogens sidste og klareste essay ser man tre store mandlige kunstnere blive til ved at følge den metode at afstå fra en kvinde, Kierkegaard fra Regine, Goethe fra Lotte og Grundtvig fra fruen til Egeløkke. Gamle Henriksen-elever kan glæde sig over i denne bog at finde hele hans repertoire i koncentrat. Nye læsere kan, hvis de holder ørerne stive, begynde her.