Manden kommer hjem fra arbejde hver aften. Han og konen spiser og sætter sig foran tv'et. Den ene aften ser de kunstskøjteløb, den anden 'Pelikannotatet'. Også tyske kriminalserier kan de lide. Og 'Fangerne på fortet'. Næsten kun trivielle ting, 'Heimat', når det går højt. Den voksne datter kigger forbi af og til. Dramaten Det kunne være scener fra et ægteskab i mange familier. Nu er det tilfældigvis i familien Bergman, det her foregår. Mandens arbejde består i at gå hen på sit kontor på Dramaten hver dag. Her skal han ganske vist noget specielt, nemlig forberede sig på en iscenesættelse af 'Misantropen', senere andre stykker. Galopperende kræft Men udefra ligner hans liv ellers enhver anden kontormands. Også rutinerne. Han tygger sig igennem en helt fast portion af manuskriptet, seks sider om dagen, ikke mere, ikke mindre. Konen er hjemmegående. Det særlige ved denne familie er ikke dens rytme eller rollefordeling. Det særlige er, at Ingrid, konen i familien, har kræft. Også det er for resten almindeligt. Til at begynde med er der håb. Maven bliver opereret væk, og der er kun kræft i to ud af elleve lymfekar. Snart er ni af dem befængt. Kræften galopperer. På mindre end et år efter de første symptomer dukkede op, er hun væk. Sådan går det jo med den slags. Endelig voksen Nej, det rigtig specielle ved denne familie er, at de alle tre fører omhyggelig dagbog, patienten, hendes mand og deres datter. Det er hende, Maria von Rosen, der ti år efter har flettet de tre dagbøger sammen og nu udsender dem som bogen 'Tre dagböcker'. Havde bogen været et kunstværk, var de første to hundrede af dens små tre hundrede sider blevet trængt sammen til ti. Men den er ikke kunst, den er en tre i en-rapport om noget på én gang helt almindeligt og fuldstændigt ulideligt: Hvordan mennesker ganske langsomt, dag for triviel dag, frotterer døden ind i kroppen, til den til sidst hænger dem ud af halsen og ender med at være en lettelse for dem alle tre, da den endelig kommer. Et sted griber Ingmar Bergman en replik fra 'Shadowlands', en af de mange film af alle kalibre, ægtefællerne indtager sammen. 'Lidelse driver en ud af børneværelset'. »Ordene ramte mig. Et seksoghalvfjerdsårigt barn drives ud og tvinges omsider til at reagere som en voksen mand«. Det usagte Før dagbøgerne opridser Bergman den lille families forhistorie. Han og Ingrid mødtes, da han var 39. De var begge gift til anden side, men indledte et forhold, der holdt i 12 år. Et år efter at det er slut, foreslår Ingrid, tilskyndet af sin præstepsykolog, den nu 52-årige Bergman, at de gifter sig. Det har visse omkostninger. Ingrid skal rive sig løs fra sin ægtemand gennem atten år og deres fire børn, hvoraf den yngste, 11-årige Maria, har sin mors hemmelige elsker som far. Det er dog først, da hun er 22, og hendes biologiske forældre har været gift i mange år, at hun får at vide, at hendes søskende i virkeligheden er hendes halvsøskende og hendes forrige far ikke hendes far. Ingmar Bergman havde lagt, hvad han selv i forordet kalder et kaotisk privatliv, bag sig, og delte herefter bord og seng og vielsesattest med den kvinde, han elsker. Det har nu stået på i mange år. Og så skal hun dø. I begyndelsen skal Ingrid ikke dø, nej, nej, hun har bare ondt i maven, og der er hele tiden noget, der kan gøres. Begge aner, og datteren aner det måske klarest, at der ikke er så meget at gøre. Men det indrømmer man jo ikke. Man giver sig lægerne i vold. Foster med symbolsk betydning Da maven er skåret ud, og kræften har bidt sig fast, går man over til giftkurene. Et kemisk bombardement med rædselsfulde bivirkninger. Ingrid B. er heldig, da håret ryger af, for hun har jo takket være sin mand en privilegeret adgang til teatrets bedste parykmager. Men alle de andre bivirkninger - kvalmen, opkastningerne, de sure opstød, utilpasheden, søvnløsheden, 'spydspidserne', som hun kalder de ubestemmelige smerter, der piercer hende indefra - for alt det findes der ingen pardon. Det bare tiltager og tiltager året igennem, fra det begynder, i maj 1994, og til Ingrid B. sover stille ind, sanseløs af smertestillende morfin, 20. maj året efter. Maria von Rosen, der først troede, hun var fjerdebarn i en svensk borgerfamilie, og siden blev enebarn i Ingmar Bergmans lykkeligste ægteskab, har andre problemer i det år, hendes mors sygdom står på. Hun er i færd med at afsætte et dramamanuskript. Hendes berømte far anbefaler, Sveriges tv er skeptisk. Hun står i forhold til en fraskilt mand med fire børn og bliver gravid, da morens smerter kulminerer. Det stakkels foster får tildelt så stor symbolsk betydning, at det måske derfor vælger at blive til en blødning. Eller måske er Maria bare ikke klar til at blive mor, fordi hun har for travlt med at være datter. Begge forældre lægger i hvert fald voldsomt beslag på hende. Hendes mor beder hende hæve en check for hendes far (det er ikke noget, han har prøvet selv), og hendes far beder hende være sendebud til den syge mor, når han ikke selv kan klare sygdommen. Smertegrænsen Maria er ikke nogen dårlig iagttager. Hendes optegnelser er tit dobbelt så lange som hendes fars. Og de er tidvis lige så kloge. »Måske er det for at beskytte hinanden og os selv, at vi alle lader, som om vi tror, hun bliver rask. Ingmar er den eneste, der ikke lader, og ikke kan lade, som om hun bliver rask, og mor ser det på ham«. Den syge pendler frem og tilbage mellem hjemmet hos sin mand og klinikken Sophiahemmet, hvor Ingmar Bergman for resten selv mange år tidligere har gemt sig, da der blev for hedt udenfor. Officielt skal den syge være det sted, der er bedst for hende, selvfølgelig skal hun det. Men hendes mand har brug for aflastningen - og brug for, at behovet for aflastning ikke skal være motivet til at få patienten ekspederet. Maria forstår fuldt ud det psykologiske spil og beskriver det uden at fordømme nogen. Den, der forstår mest af det komplicerede skyldspil, og som har sproget til at beskrive det, er dog selvfølgelig Ingmar Bergman. Han kan mønstre hele spændvidden. I den ene ende af historien de hyggelige aftner, hvor de to ægtefæller konverserer i deres yndlingsstilling, på langs på sofaen, med hovederne i hver sin ende af den, mens der kører en trivialfilm på tv. Kun én gang ser de en film af hans egne films klasse, Kieslowskis 'Hvid'. Bergmans kommentar: »For raffineret for mig«. Og så i den anden ende af historien, først indlevelsen i den syges smerte, så den rystende opdagelse af, at også den raske har en smertegrænse. Dødebog Men der er en person til i bogen. Foruden de tre dagbogsskrivere, den syge, hendes mand og deres datter, er der læseren, som i en helt usædvanlig grad bliver del af denne bog. Et kunstværk kan man som læser leve sig ind i. En dødebog som denne bevæger sig den anden vej, den borer sig ind i læseren, så man ikke får fred. Først melder symptomerne sig, et for et, maven krymper sig, 'spydspidser' pirker. Hvis det ikke er mig nu, så er det jo mig om lidt, man ved det godt. Som at se i et spejl Og man bliver aktiv partner i diskussionen om, hvad der skal ske med patienten. Man stiller oprørende spørgsmål, som man aldrig turde lufte i levende live: Er al den frugtesløse behandling, alle disse drops og opskæringer og kemiske kure bare beskæftigelsesforanstaltninger for sundhedsvæsnet, så det kan holde sig i form til den dag, der kommer en ordentlig medicin mod kræft, i stedet for alle disse sygdomsforlængelser. Jeg mindes at have læst, at syfilispatienter i århundreder har lidt mere under kviksølvkurene end under den sygdom, kurene skulle helbrede. Gælder det også kemoterapi? Frygtelige, blasfemiske spørgsmål, som dagbogsmontagen ikke stiller, men som presser sig på læseren, fordi den er skrevet sådan, at sygdommen eller i hvert fald spørgsmålene i dens kølvand smitter. Da lægerne vil starte den fjerde »giftbehandling« af patienten, nedlægger hendes mand veto. Ingmar Bergman begyndte sit livs afslutning med 'Fanny og Aleksander' for et kvart århundrede siden. Det skulle forestille at være den sidste film. Så sluttede han af med en række forestillinger på teatret. Tidligere i år sluttede han sin karriere som tv-filmmand med 'Sarabande'. Og nu har han så sluttet en gang til, som forfatter til disse skræmmende og dragende canceroptegnelser. Lige meget hvad den mand kommer ud for, kan han omsætte det i billeder eller skrift, så det er som at se i et spejl.