Nero er uden tvivl den romerske kejser, der optræder hyppigst i nutidens aviser og blade - nemlig som fast indslag i krydsogtværser. Tyran på fire bogstaver, det er altid Nero. En lunefuld despot, der væltede sig i orgier, myrdede sin moder, brændte Rom af og gav de kristne skylden, det er eftertidens forestilling om Nero. Følsomt gemyt Det er dette billede, som Peter Ørsted ønsker at revidere i sin nye biografi. Ørsteds Nero er ikke noget brutalt magtmenneske, men et følsomt og påvirkeligt gemyt, der ikke kunne håndtere de udfordringer og det ansvar, som fulgte med at blive kejser som teenager. Nerovenlig tradition Peter Ørsted er ikke den første, der påpeger, at Nero havde en sammensat karakter, men han går langt i bestræbelserne på at frikende ham for nogle af de værste beskyldninger, bl.a. modermordet og Roms brand i 64 e.Kr. og forfølgelsen af de kristne, som Nero ifølge Tacitus gav skylden for branden. Ørsteds pointe er, at beskyldningerne kan føres tilbage til nogle få historieskrivere, som tog hans fjenders parti og derved gjorde Nero værre, end han faktisk var. Ørsted påpeger, at der har eksisteret en Nerovenlig tradition, men at den ikke har overlevet og kun sporadisk kan efterspores. Han nævner i denne forbindelse, at Sueton, der ellers ikke lægger fingrene imellem, fortæller, at folk i lang tid smykkede Neros grav med blomster, og at der efter hans død blev opsat billeder af ham iklædt toga på talerstolen på Forum. Nero havde åbenbart også tilhængere. Mobilisering af masserne Ørsted har naturligvis ret i, at historieskrivere som Sueton og Tacitus er tendentiøse i deres beskrivelser af Nero, og at kilderne i øvrigt kan tolkes på flere forskellige måder. Ørsted påpeger, at både Tacitus og Sueton tilhørte den overklasse, som Nero bekæmpede. Nero bestræbte sig på at give sit styre en folkelig basis ved en storstilet iscenesættelse, der især kom til udtryk ved offentlige fester som cirkuslege, overdådigt byggeri osv. Som en moderne diktator forstod Nero, at mobilisering af masserne var et middel til at holde aristokratiet og den politiske elite i skak. Men iscenesættelsen kostede penge, og det samme gjorde udenrigspolitikken, hvor han måtte slås med opstande i Britannien og grænsekrige i Mellemøsten. Et middel til at skaffe dem var anklager mod medlemmer af den rige overklasse for forræderi. Bl.a. lod han henrette seks godsejere, som tilsammen ejede halvdelen af provinsen Africa (omkring Tunis), der var en af Romerrigets rigeste provinser. Satyricon Selv om Peter Ørsted gør, hvad han kan for at problematisere Tacitus' og Suetons påstande og vurderinger, så er det deres lager af gode historier, der er rygraden i hans bog. En mere speciel kilde er Petronius' 'roman' 'Satyricon', der giver glimrende indtryk af Rom på Neros tid. Petronius tilhørte, inden han kom i unåde og begik selvmord, inderkredsen omkring Nero, men det er ikke kun overklassens udsvævelser, han beskriver. Petronius kender også Roms fattigkvarterer, hvor hans halvkriminelle hovedpersoner færdes hjemmevant. Inddragelsen af Satyricon giver bogen en kulturhistorisk dimension. Vi oplever, hvordan det var at fare vild i Roms kringlede fattigkvarterer nord for Forum, hvor man skar fødderne på smadrede potteskår og andet affald, der flød i gaderne, hvor diverse bander regerede. Spændende og bloddryppende Inden for de begrænsninger, som det tendentiøse og i flere henseender utilstrækkelige kildemateriale udstikker, giver Peter Ørsted et sammenhængende og psykologisk forståeligt billede af Neros splittede natur. Det lyder sandsynligt, at han psykisk ikke kunne bære magten og ansvaret. »Nero var kunstner«, lyder den afgørende karakteristik. At Nero var et musisk menneske er veldokumenteret og ubestrideligt. Men at kunstnersindet skulle være skyld i, at han ikke magtede ansvaret, er lidt af en påstand. Her går der romantik i sagen. Det var næppe de musiske anlæg, der fik Nero til at slå ned på virkelige og indbildte konspirationer. For mig at se er det en psykopat, Tacitus og Sueton beskriver. Nero er en gåde, der ikke bliver mindre af, at de forfattere, som skrev om ham, havde egne politiske dagsordner. Ikke mindst Tacitus så på kejserdømmet med stor skepsis; det var en institution, der førte til vold og despoti med typer som Caligula og Nero som den uundgåelige konsekvens. Under alle omstændigheder har Peter Ørsted skrevet en fascinerende biografi af en meget mærkelig mand, en spændende og bloddryppende historie, fortalt af vor absolut bedste formidler af antik og romersk historie.