Ikke så snart har Peter Øvig Knudsen udsendt sin fornemme mursten om Birkedal og kvinderne, før Finn Abrahamowitz minsandten følger trop med et dokumentarisk polaroid fra samme tidsperiode og med et langt hen ad vejen identisk persongalleri. Og ikke nok med det: Begivenhedsforløbet er mindst lige så farverigt indviklet og gysende fantastisk. Det ligner synopsen til et overgjort tv-melodrama, men er i virkeligheden et unikt stykke dansk retshistorie. Kulsort samvittighed Det drejer sig kort sagt om en af efterkrigstidens besynderligste og mest opsigtsvækkende kriminalsager: hypnosemordene. 29. marts 1951 klokken kvart i elleve træder Palle Hardrup ind i Landmandsbankens filial på Nørrebrogade i København. Da han kort efter forlader bygningen, har han ikke alene et mislykket røveri på samvittigheden, men også to menneskers liv. Mord under hypnotisk trance Hardrup anholdes få timer efter den fatale episode, og politi såvel som opskræmt offentlighed er snart klar over, at man har at gøre med en gammel kending: Dobbeltmorderen er tidligere Schalburg- og Hipomand og har netop udstået en straf for landsforræderi. Men hermed kan der langtfra sættes punktum for den ulykkelige affære: To dage efter bankkuppet arresteres Bjørn Schouw Nielsen, som ligeledes er domfældt nazikollaboratør, og som få år forinden har siddet celle om celle med Palle Hardrup i Horsens Statsfængsel. De to deler interesse for okkultisme og østlig mystik, og siden fængselstiden har de i fællesskab fiflet med så eksotisk tidsfordriv som indisk yoga, meditation, magnetisk strygning, spiritisme og hypnose. Politiet opkaster nu en vovet hypotese: Schouw Nielsen er ikke alene meddelagtig i den begåede forbrydelse, han er dens egentlige bagmand. Med andre ord: De to drab er begået under hypnotisk trance. Skurkenes skurk Hermed har den spektakulære sag for alvor taget sin begyndelse, og nogle af landets skarpeste psykiatriske hjerner kan gøre deres entré. Til at begynde med underkastes arrestanterne grundige mentalundersøgelser hos Max Schmidt, politiets navnkundige chefpsykiater (og en nøglefigur i Øvig Knudsens Birkedal-bog). Med brug af såkaldt 'narkoanalyse' (en analyseform, hvor observanden er under indflydelse af sløvende stoffer!) mener politioverlægen at kunne slå fast, at Palle Hardrup er skizofren, og at han på skæbnesvanger vis har ladet sig suggerere af sin tidligere ven. Få dage senere afleverer Hardrup en minutiøs tilståelse nedskrevet i to stilehæfter - han vedgår sin skyld, men hævder samtidig at have været i Schouw Nielsens skruppelløse vold. Politiets tese synes bekræftet. Landssviger Nielsen er skurkenes skurk. Idealistiske vrangforestillinger Og her melder der sig så endnu en prominent mediciner på banen - mens Schouw Nielsen sidder bag isolationscellens lås og slå, tager overlæge Paul Reiter i marts 1952 hul på mere end hundrede dybdegående narko- og hypnoseseancer med den efterhånden hårdt prøvede Hardrup. Konklusionen er klar: Schouw Nielsen har systematisk invaderet og manipuleret observandens sensible psyke og over en årrække opnået kontrol over sit offers dømmekraft og viljesliv. Reiters metoder og vidtrækkende konklusioner anfægtes ganske vist stejlt af kollegaen Einar Geert-Jørgensen, men i Østre Landsret tager man tilsyneladende hans 366 sider lange erklæring for gode varer: 17. juli 1954 idømmes Palle Hardrup tidsubestemt psykopatforvaring, mens Bjørn Schouw Nielsen tildeles livsvarigt fængsel for meddelagtighed. Med landsrettens dom falder der dog ingen ro på de ophidsede gemytter. Fagfolk skændes for åbent tæppe, Max Schmidt udfærdiger en fornyet mentalerklæring, Retslægerådet finder Hardrups sindssygdom bedret, og Højesteret stadfæster landsrettes dom. En måned senere skriver Hardrup et brev til Schouws forsvarer, hvori han pludselig benægter enhver tale om hypnose og hævder, at røveriet var begrundet i idealistisk-revolutionære vrangforestillinger om at samle Norden og assistere ved en kommende russisk invasion. Overvældende detaljerigdom Med legendariske Carl Madsen ved sin side forlanger Hardrup nu sagen genåbnet, men efter fornyede erklæringer (med hen ved 800 siders mentalobservation må Hardrup være danmarkshistoriens til dato mest undersøgte forbryder!) afvises sagen ved Den Særlige Klageret. Ganske vist finder man dommens præmisser problematiske, men man fastholder sammenlagt, at retfærdigheden er sket fyldest. Og derved bliver det: Hardrup prøveløslades i 1965, mens Schouw Nielsen sættes på fri fod året efter. I 1974 tager sidstnævnte sit eget liv med cyankalium. Til sin dødsdag bedyrer han sin uskyld. Historien om hypnosemordene er på mange måder interessant, og Abrahamowitz har sobert og samvittighedsfuldt vendt hvert et ark i den komplekse affære. Selv træder han beskedent i baggrunden og lader erklæringer, breve og retsudskrifter føre ordet; men man kunne godt ønske sig en smule mere assistance gennem den uvejsomme arkivjungle. Trods dokumenternes indiskutable spændings- og underholdningsværdi er man faretruende tæt på at tabe orienteringen i den overvældende detaljerigdom, og det havde styrket beretningen, hvis Abrahamowitz i højere grad havde påtaget sig den redaktionelle styring (og styning) frem for blot at agere papirdyngernes uvildige notar. Mere analyse og mindre referat havde gjort godt - ikke mindst når man ved, at forfatteren er en storslået formidler af netop denne type stof. Mysteriet lever videre Til trods for sådanne kompositoriske anker (interesserede vil finde, at Lone Spanheimers eksistenspsykologiske studier fra 1970 er et nyttigt supplement) læser man dog 'Hypnosemordene' med stigende spænding. Begivenhederne er medrivende som en (usandsynlig) kriminalroman og vil med garanti blive stående som én af rets- og psykiatrihistoriens særeste. Og så blev sagen oven i købet aldrig fuldt opklaret, og vi er ladt i stikken med alle gåderne, nu hvor hovedpersonerne har taget de mulige løsninger med sig i graven. Var Schouw Nielsen en manipulator af rasputinske dimensioner? Var Hardrup en skingrende sindssyg fantast? Blev der begået justitsmord? Vi får det aldrig at vide.