0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bristede illusioner

Fra gensidig kærlighed til dødstrusler og beskyldninger om antisemitisme. Forholdet mellem Israel og det liberal-humane Europa er ikke, hvad det var. En israelsk journalist har beskrevet udviklingen for den britiske avis The Guardian: Hvorfor glansen gik af Israel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ANTISEMITISK. Jødiske demonstranter demonstrerer for deres bosættelser på Golanhøjderne. Arkivfoto: Debbie Hill

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kan sige det lige så mange gange, man vil: Israel er et normalt land, hvis politik og handlinger skal vurderes fuldkommen som alle andre landes. Hverken værre eller bedre.

Det lader sig bare ikke gøre i praksis, for Israel er ikke et normalt land, og dets handlinger og problemer vækker voldsomme følelser, der rækker langt ud over både landets grænser og dets 'virkelige' betydning.

Kritik af Politiken
Det har mange konsekvenser, en af dem, at Israel er et ualmindeligt vanskeligt land at dække for aviser og andre nyhedsmedier.

Næsten uanset hvad de gør, vil de blive kritiseret for at være partiske i den ene eller anden retning.

Et større antal danske jøder indrykkede eksempelvis for et par år siden en helsides annonce, i hvilken de beskyldte nærværende dagblad for at være antisemitisk.

Skæbnens ironi
Få medier har oplevet dette i så høj grad som den liberale britiske avis 'The Guardian', der i de senere år er blevet lagt for had af yderligtgående zionister, kaldt antisemitisk og udsat for massive internetkampagner.

Som den israelske journalist Daphna Baram skriver i 'Disenchantment', sit interessante studie af forholdet mellem The Guardian og Israel, er det på mange måder skæbnens store ironi, at just The Guardian skulle ende det 20. århundrede med et ry som en antisemitisk avis.

Fra kærlighed til had
Århundredet startede mildt sagt anderledes. The Guardians legendariske redaktør Charles Prestwich Scott, der styrede avisen fra 1872 og 57 år frem, var en af zionismens allerstørste støtter.

Han introducerede bevægelsens britiske leder Chaim Weizmann (senere den første israelske præsident) for Storbritanniens førende politikere og bidrog afgørende til, at udenrigsminister Balfour i 1917 afgav sin berømte erklæring om, at det britiske imperium støttede og ville bistå med virkeliggørelsen af zionisternes drøm om oprettelse af en jødisk stat i Palæstina.

Endnu mere udtalt blev The Guardians støtte til den zionistiske sag under Scotts efterfølger som chefredaktør, William Percival Crozier, der ledede avisen fra 1932 til 1944. Som Baram dokumenterer, forvandlede Crozier reelt avisen til en del af den zionistiske bevægelse. Han konspirerede med zionistiske ledere og diskuterede helt åbent, hvordan The Guardian bedst kunne bistå bevægelsen og sikre oprettelsen af en levedygtig jødisk stat.

Tættere kunne forholdet næppe blive, og i dag ville mange journalister nok synes, at The Guardians bånd til zionismen frem til oprettelsen af staten Israel var lige lovligt nære. Men hvordan er det, der startede som et kærlighedsforhold, endt i en hadefuld skilsmisse med dødstrusler og vandalisme mod bladets korrespondent i Jerusalem?

Mild tone
Det er det spørgsmål, Baram gennem en analyse af The Guardians dækning af Israel forsøger at give et kvalificeret bud på. Og dermed også et forsøg på en forklaring på, hvordan glansen med europæiske øjne gik af Israel.

For The Guardians udvikling er selvsagt ikke unik, den er repræsentativ for store dele af det liberal-humanistiske miljø i Vesteuropa, og Barams bog derfor også interessant for en langt bredere kreds end pressehistorikere og mellemøstfreaks. Det er Israels historie set gennem en ganske særlig linse - The Guardians dækning og holdninger - og gennem den, hvordan den offentlige mening i Europa er gået fra enorm sympati over for Israel til uhyre skepsis og mistro.

Udviklingen er naturligvis i hovedtræk velkendt. De første, meget spæde mislyde i forholdet kommer allerede med uafhængighedskrigen i 1948 og de palæstinensiske flygtninge. The Guardian slår forsigtigt til lyd for, at Israel skal behandle sit arabiske mindretal ordentligt, og at det kun vil skade sig selv, hvis det undlader at gøre dette. Og tonen forbliver meget mild frem til 1956-krigen.

Her begynder bladet at være mere kritisk, men stadig dog meget beskedent og med en tone af 'gode råd', der skal 'redde Israel fra sig selv', som Baram udtrykker det. At Israel og dets indbyggere grundlæggende vil alle det godt, sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

Pressens magt - og ansvar
Først i 1967, med besættelsen af Gaza og Vestbredden, begynder ordene at blive lidt mere barske. The Guardian er fra starten imod besættelsen, imod bosættelserne og - selv om betydningen af PLO undervurderes - fortaler for palæstinensernes rettigheder.

Invasionen af Libanon i 1982 og massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila forsurer yderligere forholdet, og fra den første intifada begynder i 1987 og frem, er The Guardian en decideret antiisraelsk avis.

Eller er den? Ikke ifølge Baram, der efter sin gennemgang af avisens dækning fuldkommen afviser beskyldningerne om såvel antisemitisme som antizionisme - tværtimod holder avisen ifølge hende fast i sin prozionistiske grundholdning. Der har været enkelte svipsere, men mest af alt understreger Barams gennemgang, i hvor utrolig høj grad avisen og de skiftende chefredaktører konstant har forsøgt at bevare en afbalanceret dækning af konflikten.

Med sin grundlæggende liberale redaktionelle linje hælder avisen selvsagt mere i retning af fredsfløjen end Ariel Sharon og Likud, men selv kritikere af avisen vil formentlig blive overrasket over, hvor stor en indsats der er gjort for at være neutral.

Er man bekymret over pressens magt, og om journalisterne tager den tilstrækkeligt alvorligt, er Barams analyse beroligende læsning. Flertallet af de nuværende og tidligere Guardian-folk, Baram har talt med i forbindelse med bogen, er endog meget reflekterede omkring både avisens og deres helt personlige rolle og ansvar i forb