Med afsæt i det umiddelbart paradoksale begreb 'negativ opbyggelighed' reflekterer Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen over aktuelle tendenser i åndsliv, politik og kunst. Refleksionerne fører forfatterne i forskellig retning, men begges udgangspunkt er et opgør med, hvad der kaldes negationen i den intellektuelle tradition. Det er nemlig deres påstand, at betingelsen for at markere sig inden for kunst, litteratur og andre områder er, at man optræder som normbryder og gør sig til talsmand for et opgør med eksisterende konventioner. Negation giver status Som eksempel på tankegangen anfører Søren Ulrik Thomsen et udsagn af Lone Dybkjær, der i 1999 udtalte, at »en kunstner, der ikke provokerer, er efter min mening ikke rigtig kunstner«. Konsekvensen af synspunktet er, at det er blevet målet for megen kunst at være negationen af tidligere bestræbelser inden for området. Negationen giver status. Mennesket er et dyr Stjernfelts og Thomsens bog er således både en diagnose og et opgør med, hvad der kaldes negativ æstetik. Den negative æstetik er i forfatternes øjne hverken konsekvent eller sammenhængende. Der er tale om ofte modstridende forestillinger og tendenser, hvis forudsætninger Stjernfelt søger i 1800-tallets tyske tænkning. Han peger på koblingen mellem nihilisme og vitalisme; det sidste forstået som 'livet' som afgørende for erkendelse, politik, kunst osv. Vitalismen blev rodet sammen med darwinismen, hvilket på den ene side reducerede mennesket til et dyr som så mange andre, men som også kom til udtryk i forestillinger om »livets og det sundes ret«. Antimodernisme Meget avantgardekunst så det som sit mål at gøre op med en postuleret dekadent borgerlig kunst, hvilket gjorde den attraktiv for totalitære ideologier til højre og venstre. Kombinationen af vitalisme og nihilisme var karakteristisk for mellemkrigstidens højreradikale tænkning, der ofte var vendt mod moderniteten. Efter 1945 var vitalismen en overgang hjemløs, men den vendte tilbage med ungdomsoprøret, der havde tydelige antimodernistiske undertoner. Nu er hjulet drejet endnu en gang. Adskillige debattører, der i 1970'erne tolkede deres antimodernisme til venstre, repræsenterer nu et intellektuelt højre. Klicheen om kunstnerbohemen I Stjernfelts øjne er vitalismen en af forudsætningerne for 1900-tallets kunstneriske og litterære avantgardisme. For avantgardismen var eksperimentet det centrale, processen følgelig vigtigere end resultatet. Den kunsthistoriske litteratur har mange eksempler på det korrekte i antagelsen. Ofte vil man se, at skitser og forarbejder bliver rost på bekostning af det endelige resultat. Interessen for processen betyder, at fokus forskydes fra værket til kunstneren. Søren Ulrik Thomsen fremhæver, at det næppe var tilfældigt, at det auktionsnummer, der ved auktionen over Dan Turèlls effekter indkasserede det suverænt største beløb, var hans ordknappe Maylandkalendere. Kunstnerbohemen er blevet en kliche, kunstneren en slags overmenneske med særlig kreative evner. Kritik dækker over uvidenhed Eksperimentet som kvalitetskriterium gælder ikke kun kunst. Stjernfelt fremhæver specielt reformpædagogikken i dens forskellige afskygninger, bl.a. forsøgene på Hellerup Skole, hvor den pædagogiske leder blev spurgt om, hvorvidt eksperimenterne virkelig førte til bedre indlæring. Svaret var, at der slet ikke blev lagt vægt på, om børnene lærte mere eller mindre; det vigtige var, at de lærte noget andet. Det afgørende er ikke produktet eller resultatet, men processen og eksperimenterne. Stjernfelts og Thomsens pointe er, at negativismen er blevet samfundets norm på mange områder. Da Dorrit Willumsen fik Nordisk Råds Litteraturpris blev hun interviewet af en DR-journalist, der uden at afsløre kendskab til forfatterskabet stillede sig kritisk an med spørgsmål som: Hvorfor skal forfattere have priser?; et karakteristisk eksempel på, at uvidenhed og mangel på sagkundskab bliver søgt skjult med en kritisk attitude. Udviklingsdeterminisme Søren Ulrik Thomsen forklarer fokuseringen på eksperimenter og proces med, hvad han betegner som et historiefilosofisk livssyn, hvor overskridelsen af traditionelle æstetiske grænser repræsenterer en udvikling, som det gælder om at være på forkant med. Som eksempel anfører han museumsfolks ærgrelse over at have købt værker, der samler støv på magasinerne, mens man sagde nej til kunst, der i dag regnes for vigtig, dengang den kunne fås for en slik. Det gælder derfor for museumsfolk at forstå udviklingen og identificere avantgarden. Derved bliver eksperimentet det vigtigste kvalitetskriterium. Jeg er ikke uenig med Søren Ulrik Thomsen, men finder, at udtrykket historiefilosofisk er lidt uklart. Der er jo mange slags historiefilosofi. Forstår jeg ham ret, gælder hans skepsis udviklingsdeterminismen; troen på, at udviklingen går i en bestemt retning, hvor det er avantgardens opgave at placere sig som spydspids for udviklingen. Fornuftens grænser Man kan heller ikke være uenig i, at historiefilosofi i udviklingsdeterministiske varianter let fører til totalitarisme, og at oplysning og saglighed er den bedste modgift mod determinismen. Det betyder ikke, at alt kan erkendes af fornuften. Og det er her, at forfatterne vokser i hver sin retning. Mens Stjernfelts argumentation i hovedsagen holder sig til æstetiske og politiske kategorier, tilføjer Thomsen en religiøs argumentation i form af et veloplagt forsvar for traditionelle luthersk-kristelige standpunkter af nærmest højkirkelig aftapning. Thomsen tager fat på spørgsmålet om fornuftens grænser, idet han understreger, at oplysning og tro ikke er modsætninger, men at de supplerer hinanden. Fornuften begriber verden, mens religionen forholder sig til det ubegribelige. I sig selv rummer argumentationen ikke nyt. Allerede i oldkirken blev det understreget, at der ikke var nogen modsætning, og at der var tale om erkendelser på forskellige niveauer. Forsvar for kristendommen Et af Thomsens essays hedder 'Pro Ecclesia' - for kirken. Det er ikke alene et forsvar for den kristne lære, men også for den lutherske gudstjenestes form. Det er utvivlsomt rigtigt, at meget af kritikken kommer fra mennesker, der under kulturrejser sydpå har stukket hovedet indenfor i en katolsk kirke, men som aldrig har stået en hel katolsk messe igennem. Andre kritikere af den traditionelle gudstjeneste fremhæver livsglæden og kropsligheden hos baptister og andre lavkirkelige samfund, men de glemmer, at gospelsang og demonstrativ jubel ofte dækker over en benhård lovreligiøsitet fremført af helvedesprædikanter i lilla habit. Opgivelsen af de traditionelle rammer betyder, at fokus bliver forskudt til processen og personerne. Ikke sakramenterne, men prædikanten bliver det centrale. Det er utvivlsomt rigtigt, at begynder man at pille ved liturgien, vil man uundgåeligt ændre på indholdet. Søren Ulrik Thomsen drager her en parallel til forandringen af kunstbegrebet, i takt med at fokus blev forskudt fra værket til processen. De lavkirkelige samfund bliver i hans øjne en slags teologisk negativisme. Vorherres comeback Det skal understreges, at Søren Ulrik Thomsens forsvar for kirken ikke alene er et defensorat for dens lære og liturgi; han ønsker også at bevidstgøre sine læsere om en kristen og humanistisk arv, han ser som et værn mod totalitarisme, hvad enten den er religiøs, politisk eller kulturel. Det er det egentlige budskab. Det er således en bog, der fører vidt omkring, og mange vil være uenige. Vorherres comeback i kulturlivet er muligvis en reaktion på den negativisme og relativisme, som har præget kulturdebatten i mange år, men undertegnede har altid haft svært ved at kapere påstanden om, at tro og viden angik forskellige erkendelsesmæssige niveauer. Selv om der er fænomener, vi ikke kan forklare med vor nuværende indsigt, indser jeg ikke nødvendigheden af at gribe til Vorherre for at få kabalen til at gå op. Det betyder naturligvis ikke, at man skal afskrive den tænkning og de civilisatoriske værdier, der er knyttet til den kristne tradition. Andre vil formentlig finde kritikken af negativiteten i kunsten for generel og at forfatterne repræsenterer en reaktionær kunstkritik i stil med den såkaldte dysmorphismedebat fra 1919, da en kendt overlæge påstod, at avantgardekunsten afspejlede sygelige tilstande. Ud fra et moderat konservativt standpunkt har forfatterne indkredset og karakteriseret negationstænkningen i moderne kulturdebat. Ikke ved hjælp af simplificerede slagord i stil med Brian Mikkelsens og Dansk Folkepartis såkaldte kulturkamp, men med underbygget kritik af vedtagne forestillinger.