Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Kunsten at skabe stjerner

Alexander Meinertz skriver international ballethistorie med sin medrivende beretning om den store russiske balletpædagog Vera Volkova.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun har alle de kvaliteter, en lærer skal have.

Jeg mener, det er lige så stor en kunst at være en genial lærer, som det er at være en genial danser eller koreograf ...

Sådan sagde det 20. århundredes mest geniale ballerina Margot Fonteyn om sin lærer Vera Volkova.

Dansens åndelige dimension
Fonteyns ligemand i balletverdenen, Erik Bruhn, kunne have sagt det samme.

De blev begge stjerner af verdensformat med Vera Volkova som deres vejleder.

Hun skabte ikke kun dansere, hun gjorde de mest talentfulde til kunstnere ud fra sin egen dybe indsigt i den åndelige dimension, der giver den tekniske beherskelse perspektiv og magi.

Pinlig smålighed og uforstand
Historien om Vera Volkova er også historien om den russiske ballets skæbne under og efter revolutionen, om engelsk ballets opkomst i 1940'erne og om Den Kgl. Ballets blomstring i årene efter Harald Landers traumatiske farvel i 1951.

I alle sammenhænge havde Vera Volkova en rolle, som hun spillede med stort artistisk og menneskeligt format, selv om livet ikke altid var en ballet på roser og tåspidser.

Den beundring og begejstring for hendes person og virke, der gennemstrømmer Alexander Meinertz' biografi med undertitlen 'En dans af uskyld og erfaring', var ikke altid så udtalt, mens hun levede, og slet ikke med konsekvens i den behandling, hun fik gennem sine 25 år i Den Kgl. Ballet.

Det er et pinligt kapitel om smålighed og uforstand, som Meinertz ikke underspiller.

Opbrudsperiode
Det, der gør bogen så vægtig og spændende at læse, er, at forfatteren, der aldrig har kendt Vera Volkova, som døde i 1975, alligevel er blevet så inspireret af hendes personlighed, at han har forsket dybt og grundigt i hendes baggrund og udgangspunkt, kulturlivet i Skt. Petersborg op mod og efter revolutionen, Volkovas formative år.

Hun er født i 1905. Bedstefaderen var bror til den tyske romantiske digter Heinrich Heine, og hendes far var hofråd i det kejserlige bureaukrati, men døde tidligt. Vera fik sin skolegang i et institut for adelige piger, men alt vendte brat i årene efter 1917. Nu hed skolen 23. Almindelige Arbejderskole, og der fulgte tvangsforflytning, sult og forfølgelse.

Meinertz giver ud over de personlige aspekter under uhyrlighederne en spændende fremstilling af både balletten i Petrograd, sådan som den havde udviklet sig i sidste halvdel af 1800-tallet, og af intelligentsiaen med den begavede balletteoretiker og æstet Volynskij som unge Veras mentor, der bl.a. indførte hende i renæssancemalernes plastiske begreber som supplement til hendes ballettræning.

Men alt var i opbrud. I årene mellem 1917 og 1929 emigrerede cirka tre millioner russere, blandt dem ikke så få af de balletdansere, der kom til at præge kunstartens udvikling i Vesten med Balanchine i spidsen. Volkova blev også klar over, at hun måtte ud, ikke for at opnå luksus og sikkerhed, men fordi hun brændte for sin kunst.

Nyskabende billedsprog
Sammen med to mandlige kolleger rejste hun i 1929 til Shanghai, hvor de optrådte på det fashionable Hotel Majestic. Den 24-årige Volkova poserede i den forbindelse på et fotografi, der kunne købes som postkort. Hun var en sælsom skønhed. Det var her, hendes senere så berømte elev Margot Fonteyn første gang oplevede hende. Det var også i Shanghai, Volkova mødte sin senere mand, englænderen Hugh Williams, som skaffede hende visum til England i 1936.

I England fortsatte Volkova sin ballettræning, men med den selvindsigt, der prægede hele hendes liv, indså hun, at det var for sent at satse på en danserkarriere, selv om hun også tog til Paris og opsøgte de berømteste af eksilrusserne, der havde etableret sig her som balletpædagoger.

I bagagen hjemmefra havde hun dog sin væsentligste ballast fra Aggripina Vaganova, der havde udviklet sit personlige træningssystem og formuleret 'Den Klassiske dans' principper'. Det hed sig ofte senere hen, at Volkova bragte Vaganovas system til Vesten, men den misforståelse retter Alexander Meinertz ved meget præcist at redegøre for, hvordan Volkova faktisk udviklede sin personlige træning, tilsat et billedsprog, der var usædvanligt for dansesalene.

Her kommer ikke-balletkyndige lidt til kort i læsningen, vil jeg tro, for Meinertz går professionelt til værks i en terminologi, som man skal kende for at forstå indholdet i. Men det bliver en dokumentation af Volkovas stilbegreb.

Grundig research
I London begyndte Vera Volkova for alvor sin karriere som lærer - hun brugte aldrig ordet pædagog. Under krigen blev hendes mand udstationeret i Indien, og den hjemmegående fandt sig en elsker, den 15 år yngre Henry Danton, der blev en ven for livet.

Han var en gudeskøn og talentfuld danser i Sadler's Wells Ballet, der senere blev til Englands Royal Ballet. Dette kompagni blev skabt og ledet af Ninette de Valois, der var så jaloux på Volkova, at hun forbød sine dansere at gå til hendes træning, men alle gjorde det, og Volkova blev afgørende for kompagniets høje standard. Det fortæller adskillige af de endnu levende fra tiden om.

Det er imponerende, hvor mange kilder Meinertz har fundet frem til i sin research, både de litterære og de menneskelige. Han har også fået adgang til et stor brevmateriale af den art, som e-mail vil gøre det af med til ubodelig skade for kommende biografer.

Gæstelærer i København
I årene efter Anden Verdenskrig strømmede dansere fra hele verden til Volkovas studie i London, og i 1949 fik det engelske balletkompagni sit eklatante gennembrud på Metropolitan Operaen i New York, hvor Margot Fonteyn på en aften blev verdensstjerne med hovedpartiet i Tjajkovskij-balletten 'Tornerose'.

Volkova fik ikke megen credit, og hun mente selv, at hendes tid i England var ved at være forbi. Hun tog mod et tilbud om at blive balletmistress for balletten på La Scala i Milano, men de italienske intriger og smagløsheder i repertoiret var for meget for hendes disciplinerede karakter.

Hun havde status som en af den klassiske traditions førende eksponenter i Vesten, og hun var en autoritet inden for 'den moderne ballet', og det var de kompetencer, der fik Harald Lander til at opsøge hende med henblik på et engagement som gæstelærer i København. Mange af de bedste, danske dansere havde allerede trænet hos hende.

Diplomatisk klogskab
Volkova sagde ja til København, men kom ind i et hus i brand, for netop da hun skulle tiltræde, var Lander-affæren brudt ud. Her gør Meinertz sig skyld i en af bogens få, men fatale fejl, når han skriver, at Lander var anklaget for sexchikane og 'usædelig omgang med mindreårige'. Det var han ikke, men heldigvis har vi Erik Aschengreens sobre fremstilling af sagens rette sammenhæng i den biografi, der udkom i forrige måned.

Hvorom alt er, så tog Volkova sin opgave op med al den klogskab og sans for diplomati, som situationen krævede, og derfor kunne hun trods kaos og modstand holde hovedet koldt og danserne varme.

Ingen bitterhed
Hun blev en reformator for træningen i Den Kgl. Ballet, fordi hun over for teaterchefen, Henning Brøndsted, skarpt og intelligent kunne formulere sin opfattelse af kompagniets potentiale og se en strategi for dets fremtid, men hun mødte også i de kommende år en uforstandig modstand fra bl.a. embedsmanden Henning Rohde, der en tid blev ansvarlig for balletten, fra Frank Schaufuss, der var en mådelige leder, og da Flemming Flindt trådte til i 1966, begyndte en ren nedtur for Volkovas idealer, sådan som de havde manifesteret sig i uddannelsen af fremragende solister som Henning Kronstam, Kirsten Simone, Anna Lærkesen og Mette Hønningen.

Volkova blev ydmyget og sat helt uden for indflydelse, hvortil kom, at hun i alle årene var blevet betalt så elendigt, at hun måtte rejse ud som gæstelærer på steder, hvor hendes stjerne fortsat var i zenit, for at klare livet for sig selv og Hugh Williams, der aldrig slog igennem som kunstmaler, sådan som han havde troet.

Hun opnåede aldrig en pensionsordning, og hendes sidste år i København kunne have givet anledning til stor bitterhed, men den indtraf aldrig.

Alexander Meinertz' bog om Volkova er både en skæbneberetning og et stykke ballethistorie, der vil fascinere langt ud over ballettens inderkreds. Som biografi har den internationalt format.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden