I virkeligheden er det slet ikke svært at spise sundt. Man skal blot spise den mad, menneskekroppen er indrettet til og 'genkender' ... man hælder jo heller ikke benzin på en dieselmotor eller omvendt. Desværre er moderne landbrug og fødevareproduktion indrettet sådan, at de fleste af de lettilgængelige og billige fødevarer absolut ikke er den slags brændstof, kroppen er designet til at bruge. Det er Tor Nørretranders' konklusion, efter at han har gennemgået megen forskning og litteratur ikke blot om ernæring, men også om moderne madproduktion, evolution, filosofi, fysik og meget andet. Forslag værd at overveje Bogen 'Menneskeføde' er fortrinlig, velskreven og interessant. Da den modsiger en hel del af de officielle kostråd, har den naturligvis virket provokerende på Ernæringsrådet og deslige; nogle af vore hjemlige 'officielle' kosteksperter nævnes ligefrem ved navn og har taget til genmæle. Men hvis man gør sig den umage faktisk at læse den forskning, der ligger til grund for Tor Nørretranders' konklusioner, argumenter og forslag, vil man se, at der er noget om sagen. Se, at hans forslag i det mindste er værd at overveje, hvis tankerne går på vægten og helbredet. Mad i et udviklingsmæssigt perspektiv Budskabet er i bund og grund, at vi mennesker bør spise mad, der svarer til den, vi er 'opfostret' på. Det vil sige den mad, der har været tilgængelig, fra vore forfædre som homo habilis og erectus opstod for senere at blive til homo sapiens og neandertalere og frem til introduktionen af agerbrug for cirka 10.000 år siden. Sådan en mad består af vilde planter, frugter, nødder og kerner samt fisk, vildt og kød i 'naturlig' form og af høj kvalitet. Kødet skal dog være af en helt anden kvalitet end det, vi får nu til dags i form af opfostrede dyr, der er fede på grund af forkert kost, stress og mangel på motion. Kornprodukter (især de raffinerede) og koncentrerede former for stivelse, såsom hvidt mel, pasta og især sukker, er ret 'nye' fra et udviklingsmæssigt perspektiv og volder derfor kroppen masser af problemer, der leder til fedme og helt eller delvis til mange af de velfærdssygdomme, vi døjer med. Moderne kost er hundeæde Nogle få steder halter bogen lidt, men det betyder på ingen måde, at den er dårlig, blot at den kunne have været endnu bedre. Der tales for eksempel om 'glykemisk indeks', men mere fremsynede ernæringsforskere er nu begyndt at arbejde med konceptet 'glykemisk belastning' (et mål for den blodsukkerbelastning, et givent måltid udgør), der er den naturlige efterfølger til glykemisk indeks. Effekterne af for megen insulin på udviklingen af fedme forklares, men desværre kun delvis, da for megen insulin virker fedende på endnu flere måder end de omtalte i bogen (insulin er bl.a. også en vækstfaktor for cellerne i vores fedtvæv, så jo mere insulin desto mere vokser de ... resultatet kan man selv regne ud!). Der er også nogle småfejl i opsummeringen af de forskellige diæter, der er en hel del anderledes end de officielle kostråd. Disse småfejl og udeladelser med hensyn til insulin og glykemisk belastning gør desværre bogen mere 'åben' for angreb fra kosteksperter. Efter at have læst bogen og oparbejdet en vis skepsis over for nogle af de officielle kostråd kunne man foranlediges til at regne det allerværste i vores moderne kost for hundeæde - hvis ikke lige det var, fordi hunde, ligesom mennesker, slet ikke er designet til den slags mad ...