Når man kan arrangere gudstjenester på selve Statens Museum for Kunst, er der vel ikke noget i vejen for også at opfatte og beskrive de danske kirker som små enmandsmuseer. Man skal i hvert fald ikke blade længe i bogen 'Kunsten i kirken', om danske kirkeudsmykninger fra de sidste hundrede år, før man begynder at misunde menigheden den museumsoplevelse, den kan få, når den samles under de høje hvælv. Kirkeudsmykningens renæssance At tænke sig, så meget god kunst findes der altså, hvor man kan høre Guds ord, altså ikke bare på Statens Museum for Kunst i Sølvgade, men også i de rigtige kirker. Naturligvis taler vi ikke om alle kirker. De 31 eksempler er håndplukket af forfatteren, kunsthistorikeren Mikael Wivel. Men der har været flere at tage af. Wivel har helt ret i, at vi i anden halvdel af det 20. århundrede har oplevet en kirkeudsmykningens renæssance i Danmark. På trods af det med kirkegangen. Ser kirkekunsten an Der var engang, da den kunstfaglige ekspertise ikke altid sad med ved det bord, hvor menighedsrådene traf beslutningen om en ny kunstnerisk udsmykning. Sådan er det ikke længere. I dag afspejler også kirkernes indre den indflydelse, som er akkumuleret hos en række særlig betydningsfulde kunstnere. Det er i hovedsagen de samme, som allerede er begunstiget gennem de store kunstmuseers erhvervelser og i tildelinger af mere verdslige udsmykninger. Hvilket måske også skyldes, at talentmassen i et lille land ikke er ubegrænset. At sætte dette problem under lup er at diskutere kunstpolitik, og det er ikke Mikael Wivels ærinde med denne bog. Han vil se på kirkekunst, især se kirkekunsten an, og tre afgørende spor har han fundet frem til inden for de seneste 100 år. Tilegnet Skotte Olsens minde Det første er et grundtvigiansk spor, som udgik fra familien Skovgaard, og som på det seneste er blevet revitaliseret med Bjørn Nørgaards folkelige genistreg i Knebel Kirke. Det andet spor, som startede med Niels Larsen Stevns, ser farvens pragt som et parameter for troens inderlighed. Og endelig er der et tredje spor, som skyldtes kunsthistorikeren Vilhelm Wanschers tanker om den store stil, og som nåede sit meget tidlige højdepunkt med maleren J.A. Jerichau. Tredelingen er overraskende, fordi man umiddelbart kan argumentere for, at Stevns' værker vokser ud af Niels og Joakim Skovgaards stil; han assisterede trods alt brødrene. Men Stevns er vanskelig at sætte på en formel, som andre har opfundet. Forfatteren svigter heller ikke sine helte, og både Stevns og Havsteen Mikkelsen, som Mikael Wivel tidligere har skrevet bøger om, er blevet portalskikkelser inden for emnet. En anden, som Wivel har holdt fast ved, er William Skotte Olsen. Skotte Olsen fik ganske vist aldrig en bestilling fra kirken, og selv om man altid kan diskutere, hvor meget folkekirken mistede ved den lejlighed, er Wivels engagement ikke til diskussion. Hele bogen er overraskende tilegnet Skotte Olsens minde. Plads til egne visioner Mikael Wivel lægger ikke skjul på at være selektiv og personlig i sine valg, men er også overraskende alsidig. I 1970'erne og det meste af 1980'erne var han den formodentlig mest kritiske kunstkritiker i den danske presse. Der blev kun målt med den største alen, og det skulle have været på grund af Wivels pen, at en dansk maler på et tidspunkt slog sig ned i udlandet. Det bør understreges, at denne maler - Arne Haugen Sørensen hedder han - er omfattet af det aktuelle kunstnerudvalg og udstyret med en glimrende og indfølt tekst. Som kunstskribent er Mikael Wivel blevet rundere og mere tilgivende med årene, måske på grund af alle de mange besøg i Herrens Hus. Han hører heller ikke til de skribenter, der giver op, blot fordi det faktuelle holder op. Han giver blot mere plads til sine egne visioner omkring et emne, og han er ikke mindre egensindig i sine udsagn, end de kunstnere, han skriver om, er i deres billeder. Læsning er en bredspektret fornøjelse I en verden af værker, der netop drejer sig om tro, om en særlig indre overbevisning, er det en værdifuld egenskab at kunne skrive ud fra sin subjektivitet, ud fra det, man selv tror på. Mange af teksterne byder på robuste og åndfulde sansninger, til stor inspiration. Naturligvis kan Wivel skrive om Skotte, Stevns, Carl-Henning Pedersen og Havsteen Mikkelsen, så det er en fryd. For det er et stof, han er mere fortrolig med end nogen anden. Mere overraskende er de smukke ord om Hein Heinsens udsmykning til Johanneskirken i Vorup, som Heinsen udførte i 1993 i samarbejde med Stig Brøgger. Også teksten om Jørn Larsen er en bredspektret fornøjelse. Og dem om Wiig Hansen, Per Kirkeby, Peter Brandes og mange andre. Også plads til nulevende En af forfatterens særlige fortjenester er at riste runer for nogle af de ældre kirkekunstnere, der ikke er vandret over i kunsthistoriens første parket, som Rud-Petersen, Johan Thomas Skovgaard, Henrik Starcke, Kræsten Iversen og Stefan Viggo Pedersen. Men der er også blevet plads til nulevende, der skønt meget aktive på dette område ikke fremhæves så ofte, som de kunne fortjene: malerne Bodil Kaalund og Mogens Jørgensen og billedhuggeren Jette Vohlert. Men der er grænser, og en glaskunstner som Jens Urup, som tilmed var påvirket af Stevns, er ikke trukket frem af geledderne. Kirkekunsten fejler ikke noget Sidst, men ikke mindst bærer værkudvalget i denne forfatters regi vidnesbyrd om en liberal ånd, som den moderne kirkeudsmykning har ære af. Bogens modige afslutning er en præsentation af Peter Bondes totaludsmykning til kirken i Vestre Fængsel i København. Det er overraskende, at en af de såkaldt ex-unge vilde malere skulle indvilge i en sådan opgave og sætte sit præg på både alter, altertavle, korudsmykning, døbefont, ruder og farver i et sakralt rum. Men det mest overraskende er måske, at rummet med sin frække og totalt uimponerede modernitet faktisk fungerer til stedet. Det er muligt, at kirkebesøget svigter og troen er blevet mere lunken, men kirkekunsten fejler ikke noget.