Lyt til artiklen
Det er ikke til at vide, hvad Wiliam Skotte Olsen var påvirket af den dag i 1968, da han stod og malede et syregrønt landskab fyldt med sære og svajende skikkelser.
Men uanset hvor skæv han var, kunne Skotte se, der manglede noget. Noget, som kunne holde de skærende gule og orange farver – og ikke mindst alt det grønne – under kontrol. Han løste problemet ved at stikke hovedet ned i en bøtte med lyseblå maling og mase det ind i lærredet, hvor det efterlod et fint aftryk af et neandertaler-agtigt ansigt med sammenknebne øjne.
