Den herostratisk berømte franske filosof Jacques Derrida, der i den bredere offentlighed er bedst kendt som 'dekonstruktionens' fader, afgik sidste år ved døden, og meget passende for Derrida udviklede selv hans død sig til en mindre skandale, idet New York Times lod trykke en rigtigt gemen og småtskåren nekrolog. En anelse unfair at sparke på en netop afdød, der ikke kan svare for sig selv, kan man mene, men samtidig et vidnesbyrd om de heftige følelser, Derridas værk og person vakte og vækker. Hybride tekster En af de største anstødssten mod Derridas værk var dets hybride karakter. Det pendlede ofte på en uigennemsigtig og ustabil måde mellem litterære og filosofiske virkemidler og teknikker. Og det skete måske mest ekstremt og tydeligt i værket 'Glas' (fr. 'Dødsklokke') fra 1974, hvor Derrida i den ene spalte skrev sig gennem homoseksuelle Jean Genet og i den anden spalte gennem (heteroseksuelle) G.W.F. Hegel, med et utal af spidsfindige og ordspillende vitser og pointer til følge - og det er dette værk, det altid gedigne og gode 'Kultur & Klasse' har viet et helt temanummer. Hegels spejl Her skriver den gamle kanon Jonathan Culler om ekkoet af Saussure i 'Glas', mens Dag Pettersson indgående tager livtag med 'Hegels spegel och Genets fotografi', mens endelig Derrida selv kommenterer, hvad det vil sige at 'kommentere' 'Glas' - i form af den forelæsning, han holdt, da han gæstede Kolding tilbage i 2001. Hertil skal lægges en righoldig anmeldelsessektion. Jeg kunne godt savne, at man havde taget fat på hele Derridas sene forfatterskab, alt det, der angik etik og politik - men som det er, er det på sine egne præmisser blevet et vældig godt nummer.