Nogle gange er man bare heldig. Man hører tilfældigvis om en bog, husker navnet længe nok til at få bestilt den og har ved et lykketræf tid at læse den, når den ankommer, inden den drukner i stakken. Det var sådan, jeg stiftede bekendtskab med den amerikanske journalist Marjorie Williams' posthume essaysamling 'The Woman at the Washington Zoo', som har gjort et større indtryk på mig end noget, jeg har læst i meget, meget lang tid. Dødsdom Det meste af bogen består af uhyre læseværdige og interessante artikler om amerikansk politik og feminisme og et fantastisk essay om hendes mor, men kernen og det helt unikke er den sidste tredjedel, hvor Marjorie Williams hudløst ærligt og fabelagtigt velskrevet beretter, hvordan hun dør af kræft. Har man nogensinde tænkt angstfyldt på, hvordan det er at sidde i stolen, når lægen kommer ind, kigger ned i bordet og beklagende siger, at der desværre ikke er noget at gøre, er svaret her. For det var just det, som i 2002, i en alder af 43 år med to små børn, skete for Marjorie Williams. Umulig sejr En dag, mens hun talte i telefon, mærkede hun en lille abrikosstor knude i maven. Knuden viste sig at være en af fem store svulster, og beskrivelsen af, hvordan hun og sygeplejersken til den første ultralydsundersøgelse ser den ene appelsin- eller grapefrugtstore svulst dukke op på skærmen, er det stof, mareridt er gjort af. Som Marjorie Williams selv skrækslagen spørger bagefter, »er der noget argument for ikke at flippe ud nu?«. Det er der ikke. Hendes kræft er så udbredt, at den kategoriseres som IV(b), og som hun skriver, »er der ikke nogen kategori V eller noget (c)«. Da hun efter en længere odysse gennem det amerikanske sundhedsvæsen kommer til den ultimative ekspert, er budskabet, at den eneste mulighed er kemoterapi, og selv det vil næppe nytte meget. Da hun spørger, hvad der vil regnes som en succes i hendes tilfælde, forklarer lægen, »at det er jo mest palliativ behandling. Hvis vi intet gjorde, ville du snart få nogle meget ubehagelige symptomer«. »Så en begrænset succes er, hvis du har det nogenlunde en tid endnu. En større succes, hvis dine svulster bliver lidt mindre. Og en kæmpesucces - helt usandsynligt - hvis vi stadig står her om et halvt år og taler om, hvad der kan gøres nu«. »Sejr er«, som Williams tørt bemærker, »tilsyneladende ikke en mulighed«. Vanskelige og frigørende valg Men så går der alligevel mirakuløst tre år, og det er beskrivelsen af denne BT (Bonus Tid), som Marjorie Williams' essays især handler om. For hvad gør man egentlig, når man ved, man snart skal dø? Når man som Williams har to små børn, er svaret ifølge hende: »at leve som man plejer, bare med flere pandekager«. Hvilket er lige, hvad hun gør, prøver at være mor for sine børn, se sine venner og elske sin mand. Let er det ikke, og når tiden er begrænset, og kemoen og dens bivirkninger gør den endnu mere begrænset, skal der træffes nogle valg, som på samme tid er vanskelige og frigørende. Nogle venner er bare ikke interessante og nære nok til at spilde tid på, nogle møder må ofres på forårssolens alter, og sorgen og desperationen må konstant holdes på afstand. Ekstrem arrogance Marjorie Williams og hendes mand - der har redigeret essaysamlingen - fordeler opgaverne imellem sig. Hun forbereder sig på at dø, han fokuserer på at holde hende og håbet i live så længe som muligt. Og just håbet er noget, lægerne - hvilket man igen kun kan nikke alt for genkendende til, hvis man har været i situationen med en nærtstående - gør alt, hvad de kan for at knuse. Kan de ikke gøre noget, som hjælper, nøjes de ikke med at sige sandheden, men banker den brutalt ind og afviser hånligt enhver antydning af, at de bare en gang imellem tager fejl eller bliver positivt overraskede. Denne meget mærkelige tradition er alt for ofte kombineret med en ekstrem arrogance, som illustreres med al ønskelig tydelighed en dag, da Williams efter en kemobehandling sidder i rullestolen og læser i sin journal. En kvindelig ung lægepraktikant kommer forbi og fortæller hende, at hun »faktisk ikke burde gøre det«. Williams svarer, at hun er 43 år gammel, og at der ikke kan stå værre ting i journalen end dem, hun allerede har fået at vide. Hvorefter kællingen flår journalen ud af hænderne på Williams og går med den. Overmenneskelig ærlighed Slige skrækhistorier om læger og sygeplejerskers ofte utrolige mangel på respekt og indlevelsesevne i patienterne er der rige mængder af i Williams' beretning om sine sidste tre år. Men stærkest står beskrivelsen af hendes børn. Allerede da hun fortæller sin nærmeste veninde, hvordan og hvor galt det er fat, lover veninden ikke bare at være der for hende, men også at holde Williams' minde i live hos hendes børn, når hun er død. En hjerteskærende ting at sige og endnu mere skrive, når man er den, hvis død der tales om, men Marjorie Williams har tydeligvis fra starten valgt en næsten overmenneskeligt hudløs ærlighed, som varer helt til det sidste. I sin allersidste klumme beskriver hun, hvordan hun til Thanksgiving klæder sin datter ud som teenager og derved snyder både tiden og sygdommen for at få et glimt af, hvordan hun vil se ud til den tid, og hvordan det ville være at være mor for en teenagedatter. To måneder senere er hun død. Tre dage efter sin 47-års fødselsdag.