Han var næppe over halvanden meter høj, det lille geni fra Salzburg, der med glimt i øjet og udgangspunkt i rokokoens mange forskellige europæiske stilarter skabte evigtgyldige musikalske mesterværker. Peter Dürrfelds bog om Mozart er også kun lige over 100 sider lang. Lysegrøn på forsiden som symbol på musikkens evige liv, fristes man til at tænke, og letlæst som en begejstret introduktion til Mozarts verden. Tag bare følgende statement, hængt i halen på beskrivelsen af en af Mozarts symfonier: »Det lader sig selvfølgelig gøre at leve uden 'Linzer-symfonien'. Med den mindre dosis livsglæde, det medfører«. På farten Der er tale om oplagt spin off, men også om veloplagt fortspinnung på den danske nyoversættelse af Mozarts samlede breve, som anmelderen, skakskribenten og Mozartelskeren Dürrfeld udgav for nylig. Vinklerne er herlige. Korte kapitler giver overblik over, for eksempel hvor afsindigt meget Mozart nåede at rejse rundt i Europa i sine kun 35 leveår. Modsat H.C. Andersen, der rejste for at leve, rejste Mozart for at overleve, det vil sige for at finde arbejde og søge ansættelser, pointerer forfatteren. Latrinære breve Vi lærer i overskuelig form de vigtigste mennesker omkring Mozart at kende. Myterne om blandt andet rekviet og Mozarts død afmonteres (nok en gang). Men ikke mindst kapitler som det om, hvordan et almindeligt døgn i Mozarts liv formede sig (kun fem timers nattesøvn!) bringer læseren tæt på det menneskelige geni, som med egne ord brød sig bedre om »en bondekarl, der ikke generer sig for at skide og pisse i mit selskab, end om falsk og slesk smiger«. De friske citater gør levnedsbeskrivelsen ekstra levende. De kendte - og sandfærdige - historier om, hvordan Mozart som teenager kunne lytte en nistemmig messe af og skrive den ned på noder, er også med. Inklusive den om hans forhold til den 17-årige frækkert af en kusine, Bäsle, som han skrev dybt latrinære breve til. Det retoucherede Mozartbillede er der for længst gjort op med. Også her. Ægte begejstring Bogen hjælper nybegynderen på vej med henvisninger til yderligere litteratur. Så kan man diskutere, om Dürrfelds cd-anbefalinger i forbindelse med hans gennemgang af foretrukne Mozartværker rammer i plet. Selv ville jeg ikke i dagens kontekst af traditionsbevidst opførelsespraksis drømme om at fremhæve violinkoncerterne med Anne-Sophie Mutter. Eller for den sags skyld operaen 'Idomeneo' med Pavarotti. Andre steder er jeg enig i forfatterens anbefalinger. Kun vil jeg gøre opmærksom på, at klarinetkoncerten i dag faktisk ofte igen spilles i originaludgaven for datidens modeinstrument bassetklarinet. At Dürrfeld kan sætte et l for meget i en af vor tids største dirigenter John Eliot Gardiners navn eller et r for lidt i kollegaen Charles Mackerras' (side 75 og 85), er måske symptomatisk for, at han, som han siger, foretrækker sin Mozart spillet med traditionel orkesterklang. Men det kan ikke skygge for, at danskerne her får en lille, men levende og ægte begejstret bog om Mozart tilbudt som tyvstart på næste års store Mozartfejring.