I Danmark er der en lang tradition for at opfatte tro og erfaring som hinandens modsætninger. Modstillingen begrundes teologisk af tidehvervsfolkene, der radikalt skelner mellem Gud (tro) og menneske (erfaring), og ateistisk af stort set alle andre, der ikke kan se, at tro kan grunde på erfaringer. Erfaringer er noget virkeligt, noget man kan tage og bide i eller føle på, mens troen er virkelighedsfjern og eskapistisk. Således kan tro beskrives som en form for skizofreni, for troens indhold svarer ikke til virkeligheden, sådan som vi erfarer den. Erfaring og tro er hinandens modsætninger; og man bør som bekendt holde skæg og snot for sig. Forholdet mellem tro og erfaring Det er denne modstilling, den produktive forfatter og teolog Svend Bjerg ønsker at overvinde i sin seneste bog, der kort og godt hedder 'Tro og erfaring'. I offentligheden er Bjerg nok mest kendt for sit angreb på folkekirken i debatbogen 'Nedlæg Folkekirken' eller for sine anmeldelser og klummer i denne avis, mens teologer først og fremmest kender ham fra hans mangeårige projekt med at etablere et arbejdsfællesskab mellem litteratur og teologi. Med udgangspunkt i en erfaringsteologisk tradition fra Grundtvig, Jakob Knudsen og K.E. Løgstrup argumenterer Bjerg gennem fem kapitler for et intimt forhold mellem tro og erfaring. Ofte illustreres synspunktet med eksempler fra skønlitteraturen, fordi erfaringerne fra det daglige liv ifølge Bjerg genopstår i fortællinger og litteratur. Bogen afsluttes med et kapitel om formidlingen af gudserfaringer i nyere danske salmer. Troen bør høres Bjerg opfatter troen som en erfaring, der opliver og beriger den almindelige, daglige erfaring. F.eks. kan vi alle erfare en fødsel som noget spændende og vidunderligt; men erfares fødselen med troen, kan den tillige beskrives som skabelse og gave. På den måde intensiverer troen livserfaringen, den er med Bjergs ord en »fortættet livsfylde«, der beriger livet. Man kan derfor »aldrig isolere troen fra livet, for den finder sted midt i livet, hvor den ytrer sig i en lang række konkrete livserfaringer«. Bjergs opgør med den traditionelle adskillelse af tro og erfaring i såvel teologi som videnskab er grundlæggende meget sympatisk - og så er det tilmed smukt formuleret i en ukunstlet, nærmest essayistisk stil. Opgørets berettigelse ligger i et dobbelt korrektiv: dels til den teologi, der isolerer troen fra livet, og således alt for let resulterer i antihumanisme; dels til den videnskabelige erfaringsforståelse, der metodisk udelukker enhver tale om værdi og mening, tro og håb, fra den menneskelige erfaringsverden ved at insistere på, at sandheden kun eksisterer i objektiv iagttagelse og distancering fra det levede liv. Men det er en forarmelse af livet, og Bjerg kan således hævde, at forståelsen af menneskelivet ikke lader sig gøre med videnskabelig metodik, men forudsætter - med Grundtvigs ord - 'vidskab', der kort sagt er forstand på livet. Og i 'vidskabens' regi har troen også en stemme, der bør høres.