Et af Per Højholts mest kendte digte, 'Den tydelige solsort', beskriver en solsort, som kommer flyvende inde fra tågen og sætter sig og synger i en våd bjergfyr. For næsen af digteren, må man formode, som indledningsvis ridser den lyriske situation op - for afslutningsvis at punktere den med kommentaren: »om lidt flyver den tilbage/ til naturen«. Det er lidt af den samme ironiske ånd, som findes i bogen 'Vi har aldrig været moderne' af Bruno Latour, en af Frankrigs førende videnskabssociologer, om end uden Højholts gækkende selvudlevering. Distinktionsmageri Det er vores udtalte tilbøjelighed til at ville skelne knivskarpt mellem natur og kultur, teknik og samfund, som står for skud i bogen. Skydeskiven kalder Latour »den moderne forfatning«, som betegner trangen til hele tiden at sætte skel - mellem den ydre natur og de samfundsskabte konventioner eller mellem videnskabelige kendsgerninger og religiøse trossætninger f.eks. Dette distinktionsmageri er, hvad det vil sige at være moderne hos Latour, som forbinder tilbøjeligheden med udviklingen af den videnskabelige tænkning. Paradoksalt er det, at denne videnskabelige udvikling på samme tid har gjort det muligt at kreere og registrere et væld af fænomener, som ikke lader sig indordne i kategorierne - »hybrider« eller »kvasiting« kalder han dem. »Hele kulturen og al naturen brygges sammen på ny hver dag«, indvender Latour og anfører blandt andet aids og ozonlagsnedbrydning: »Den mindste aidsvirus fører én fra sex til det ubevidste, videre til Afrika, til cellekulturer, til dna og til San Francisco, men analytikere, tænkere, journalister og beslutningstagere vil skære det delikate netværk, som virussen aftegner, ud i afdelinger, hvor man kun finder videnskab, kun økonomi, kun sociale fænomener, kun lokalnyheder, kun medlidenhed eller kun sex«. Belæg søges Latours enkle pointe er, at det bør disse fagnørder holde op med og i stedet udvikle måder at tænke og tale om fænomenerne på, som tager hensyn til deres komplekse og fagoverskridende forviklethed. F.eks. bør naturalisterne holde op med at reducere fænomenerne til kun at dreje sig om natur, mens sociologisterne bør holde op med at reducere dem til kun at være sociale, og det ville klæde begge grupper at holde op med at forstå og identificere sig selv i kontrast til hinanden. Humaniora, natur- og samfundsvidenskab bør tværtimod arbejde sammen om at udvikle disse måder at tænke på, som er på omgangshøjde med fænomenernes kompleksitet. Budskabet er sådan set sympatisk - for ikke at sige letkøbt - nok, men man savner belæg for, at videnskabsfolk gennemgående tænker så simpelt, som Latour påstår, og man mangler konkretiseringer af den anderledes måde at gribe tingene an på, som han taler for. »Jeg har afholdt mig fra at give empiriske eksempler for at bevare dette essays spekulative - og, er jeg bange for, meget franske! - karakter«, meddeler Latour i forordet. Således er det videnskabsfilosofi i den galliske stil, som bedrives i bogen, og den går man heller ikke fejl af i dansk oversættelse.