0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: De syv kvinder festede, elskede, kæmpede, skændtes. Og fik en fælles datter

Hold da op, hvor de syv kvinder, som historiker Pernille Ipsen kalder ’mødre’ og har skrevet en stor, personlig og dokumentarisk bog, fortjener respekt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Pernille Ipsen blev født i et kvindekollektiv, hvor syv 'mødre' hjalp hinanden med at passe den lille pige. Fotos fra bogen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne hede augustmorgen tager jeg den sædvanlige rute gennem Indre By, ned ad Gothersgade, forbi barer, skrald og nystrøgne karrierecafeer, men gør spontant holdt ved nummer 37, boblende af en urglæde, som min 56-årige krop nær havde glemt. Alt kan jo for fanden ske. Ikke for mig og min generation af Unge Kvinder, der noget tøvende malede bannere, sang elendige kvindesange, fik fletningerne klippet og holdt alenlange diffuse møder om køn, kapitalisme og seksualitet i de sært postpolitiske 1980’ere. Men måske for dem, der bruger Kvindehuset lige nu?

Spørgsmålet melder sig efter et par dage i sindsoprivende og forførende selskab med historiker Pernille Ipsens dokumentariske portrætbog om en bevægelse, en tid og en helt særlig storfamilie. ’Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt’ har hun kaldt den, for dette er en bog om momentum og modige kvinder, der satte deres vidt forskellige temperamenter og flydende seksualiteter ind på at gøre parolen alt-privat-er-politik til mere end en parole. Hold kæft, hvor Else Marie, Hanne, Inger, Lotte, Susanne, Vibeke og Sanne (Pernille Ipsens biologiske mor) investerede sig selv for at opfylde drømmen om at leve liv, der var radikalt anderledes end deres mødres. Fra knoklearbejdet med at få den første Femølejr i 1971 op at stå, med at besætte det første københavnske kvindedomicil i Åbenrå, fastholde et levedygtigt kvindekollektiv for syv i et faldefærdigt hus på Rentemestervej, hvor ambitionen oven i hatten var, at det store ’vi’ skulle være vigtigere end tosomhed og ’jeg’. Det hele sideløbende med arbejde, uddannelse og alt det øvrige kvindepolitiske og aktivistiske arbejde i rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse.

»Vi skulle se ud i verden i stedet for at se ind i os selv«, forklarer en af mødrene, og en anden tilføjer, at det at de fjernede spejlene, var noget af det mest revolutionerende ved Femølejren. Nogle fik ganske vist problemer med kontaktlinserne, supplerer Vibeke, med en skøn humor, der af og til dukker op. Aldrig undskyldende, bare varm og befriende, som en invitation til yngre læsere, der måske sidder med den store SKRÆK for at gå i kødet på den hær af kortklippede kvinder i cowboybukser og slidte T-shirts, som unægtelig var en del af rødstrømpebevægelsens fortrop. Så skide selvsikre var vi heller ikke, tværtimod, synes kvinderne at sige.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce