Denne hede augustmorgen tager jeg den sædvanlige rute gennem Indre By, ned ad Gothersgade, forbi barer, skrald og nystrøgne karrierecafeer, men gør spontant holdt ved nummer 37, boblende af en urglæde, som min 56-årige krop nær havde glemt. Alt kan jo for fanden ske. Ikke for mig og min generation af Unge Kvinder, der noget tøvende malede bannere, sang elendige kvindesange, fik fletningerne klippet og holdt alenlange diffuse møder om køn, kapitalisme og seksualitet i de sært postpolitiske 1980’ere. Men måske for dem, der bruger Kvindehuset lige nu?
Spørgsmålet melder sig efter et par dage i sindsoprivende og forførende selskab med historiker Pernille Ipsens dokumentariske portrætbog om en bevægelse, en tid og en helt særlig storfamilie. ’Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt’ har hun kaldt den, for dette er en bog om momentum og modige kvinder, der satte deres vidt forskellige temperamenter og flydende seksualiteter ind på at gøre parolen alt-privat-er-politik til mere end en parole. Hold kæft, hvor Else Marie, Hanne, Inger, Lotte, Susanne, Vibeke og Sanne (Pernille Ipsens biologiske mor) investerede sig selv for at opfylde drømmen om at leve liv, der var radikalt anderledes end deres mødres. Fra knoklearbejdet med at få den første Femølejr i 1971 op at stå, med at besætte det første københavnske kvindedomicil i Åbenrå, fastholde et levedygtigt kvindekollektiv for syv i et faldefærdigt hus på Rentemestervej, hvor ambitionen oven i hatten var, at det store ’vi’ skulle være vigtigere end tosomhed og ’jeg’. Det hele sideløbende med arbejde, uddannelse og alt det øvrige kvindepolitiske og aktivistiske arbejde i rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse.
