Kærlighed er intersystemisk koordinering af molekylære processer mellem to eller flere nogenlunde identiske systemer«, skriver forhenværende psykologiprofessor Helmuth Nyborg et sted. Der er noget på én gang smukt og dybt lattervækkende over naturvidenskabelige forsøg på at opklare menneskelivets mest intrikate gåder, og det ender ofte i ringslutninger og klovnagtigt hokuspokus, når komplekse sociale fænomener tvinges ned i en petriskål eller spærres inde i regneark og nok så prangende formler.
Årsagen er indlysende: Mennesket er en både naturlig og kulturlig skabning, og vores eksistens udfolder sig i et højspændingsfelt mellem celle og samfund – mellem kroppens sindrige fysiologi og de omgivelser, som til stadighed former den og giver den mening. Biologien er vores højt specialiserede hardware, men de biologiske vilkår er altid indlejret i en social virkelighed, som er større end den individuelle krop og uafladeligt fylder den med kulturelt software.
