Først efter forfatteren Emile Zolas berømte artikel ’J’accuse’ (Jeg anklager), der blev bragt i den franske avis L’Aurore 13. januar 1898, blev termen ’de intellektuelle’ født. Meget sigende var det avisredaktør Clemenceau, der fandt på det, for i det moderne samfund er den intellektuelle intet uden medier, som Erik Svendsen, lektor på RUC, noterer det i sin bog om de roller, som intellektuelle i Vesten – og Danmark – har indtaget fra Zola og frem. Fra den anfægtede sjæl, der bedriver magtkritik fra en outsiderposition, til den kendte ekspert, fagperson eller kulturkritiker, som selv er blevet magtfuld i kraft at sit mod og evne til at brænde igennem med tanker, »der flytter folks bevidsthed«. Det sidste er vigtigt. Svendsen vil med sin bog vise, hvor vigtige intellektuelle er for vores demokrati, »fordi de stiller de anfægtede spørgsmål, som andre tøver med at rejse i offentligheden«.
Det fremgår også, at han ikke har en overordnet tese om den intellektuelle som sådan, og at han udtrykkeligt er gået efter kendisser, altså tænkere, som folk kender.
