0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Her er Danmarks vigtigste intellektuelle og Europas væsentligste forfattere

Hvem tænker de væsentligste tanker og leverer nye ideer og forståelser? To aktuelle udgivelser besvarer spørgsmålet helt forskelligt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lars Hansen
Foto: Lars Hansen

Kapitlet om Suzanne Brøgger er det længste og måske bedste i Erik Svendsens bog.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først efter forfatteren Emile Zolas berømte artikel ’J’accuse’ (Jeg anklager), der blev bragt i den franske avis L’Aurore 13. januar 1898, blev termen ’de intellektuelle’ født. Meget sigende var det avisredaktør Clemenceau, der fandt på det, for i det moderne samfund er den intellektuelle intet uden medier, som Erik Svendsen, lektor på RUC, noterer det i sin bog om de roller, som intellektuelle i Vesten – og Danmark – har indtaget fra Zola og frem. Fra den anfægtede sjæl, der bedriver magtkritik fra en outsiderposition, til den kendte ekspert, fagperson eller kulturkritiker, som selv er blevet magtfuld i kraft at sit mod og evne til at brænde igennem med tanker, »der flytter folks bevidsthed«. Det sidste er vigtigt. Svendsen vil med sin bog vise, hvor vigtige intellektuelle er for vores demokrati, »fordi de stiller de anfægtede spørgsmål, som andre tøver med at rejse i offentligheden«.

Det fremgår også, at han ikke har en overordnet tese om den intellektuelle som sådan, og at han udtrykkeligt er gået efter kendisser, altså tænkere, som folk kender.

Svendsen har virkelig gravet sig ned i kilderne og får i første halvdel af sin bog fint belyst forskellene på de mange positioner og attituder, skiftende perioders intellektuelle har indtaget fortrinsvis i Europa, hvad enten de har forstået sig som ’frit flydende’, helt uafhængige typer, har forstået sig som talerør for en klasse eller en social bevægelse, har virket med afsæt i en akademisk praksis eller noget helt fjerde.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce