Har man som litteraturlærer i dag prøvet at introducere Johannes Ewald (1743-1781) for sine elever, så er man klar over de vanskeligheder, man står over for. Samtidig ved man fra sit litteraturstudium, at Ewald er en stor helt i den danske lyriks historie og berømmet for det pludselige nærvær, der kan indfinde sig i hans vers eller i hans prosa som en bro fra 1770’erne til nutiden.
Mit eksempel er fra digtet ’Haab og Erindring’: »Og hiint (minde) – og hiint – hvi zitrer du min Læbe?« Thomas Bredsdorffs eksempel er: (mit) »kilderkærere hjerte«. Begge steder forplantes en sanselig vibration i øjeblikket via skriften fra 1770’erne til læseren i 2021. Følelsen af, at Ewald er som en af os, og at vi ville kunne kende hinanden, at også vores læbe kan zitre, og vores hjerte ønske at blive kildet.
